Vinteren kommer: Se hvornår sneen rammer Nordjylland

DMI tør dog ikke spå hvid jul med denne omgang sne - men hvem ved, måske kommer der et nyt skud tættere på højtiden

Jens Hukiær
Der kan komme et par centimeters sne sidst på ugen - og Nordjylland får mest, lyder forudsigelsen fra DMI. Foto: Michael Koch
Snebyger 10. december 2018 11:22 - Opdateret 10. december 2018 12:44

NORDJYLLAND: Det kan gå hen at blive lidt vinterligt i den nærmeste fremtid. I hvert fald spår Danmarks Meteorologiske Institut, at der sidst på ugen vil falde sne eller slud, og fredag bliver det værst i Nordjylland.

– Vi begynder stille og roligt at køre prognosen over i slud og tøsne fra her midt på ugen, så vi regner med snebyger på fredag - i perioder noget våd sne. Hvis sneen kommer om natten, så lægger det sig, men hvis det kommer i dagtimerne, så er det nok noget, der hurtigt forsvinder igen, fordi så er vejene jo varme, siger vagthavende meteorolog Mette Wagner fra DMI.

Det er et lavtryksområde over den sydlige del af Den Botniske Bugt, der efterhånden bevæger sig mod syd, mens et højtryk dannes over den nordlige del af Skandinavien i midten af ugen og kold luft strømmer derefter ned over landet fra nordøst med de vinterlige byger.

Femdøgnsprognosen lover også frostgrader om natten ned til tre graders frost, mens dagtemperaturerne frem til og med fredag holder sig omkring eller lige over 0 grader.

Nordjylland får mest

Sneen eller sludet kommer først til områder ved Østersøen og bevæger sig derefter med en nogenlunde jævn fordeling ud over landet op over Kattegat for så til sidst at ramme Nordjylland hårdest fredag.

– De mulige snebyger bliver dannet ude over Kattegat, og da det så forventes at vinden drejer i sydøst, så blæser det lidt vinterlige vejr ind over Nordjylland, fortæller Mette Wagner.

Her lyder prognosen på to millimeter nedbør, og normalt omregnes en millimeter nedbør til en centimeters sne, så de to millimeter fredag i Nordjylland skulle altså give et par centimeters sne eller slud.

Søndag i denne uge og mandag i den kommende uge fortsætter det lidt vinterlige vejr, men herefter kommer der antagelig mildere vinde op over Danmark igen .

Vejrudviklingen er ifølge meteorologerne ret sikker til og med lørdag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...