Virksomheder smider guld i containeren og kalder det affald
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
”Lene, du kan lige så godt spare dig – ingen virksomheder smider noget ud af værdi. Det ville jo være dårligt købmandskab” – sådan sagde flere, da vi startede vores seneste forskningsprojektet op. Og en del af mig håbede inderligt, at de havde ret.
Vi har netop afsluttet projektet ReshapeWaste, hvor vi har kigget ned i over 100 containere med restmateriale hos danske produktionsvirksomheder. Vi vidste godt, at mængderne af restmaterialer ville være store, for det findes der data på. Men at kvaliteten af det industrien kasserer i dag, var så god – var mildest talt chokerende.
Så, ja, danske virksomheder smider materialer ud som har værdi. Men ikke på grund af dårligt købmandskab eller manglende vilje - men snarere på grund af manglende forestillingsevne og samarbejdspartnere. Værdi og potentiale afhænger simpelthen af øjnene der ser.
Opdagelsen rejste et vigtigt spørgsmål: Kan restmaterialer fra industrien få et nyt liv?
Vi matchede derfor produktionsvirksomhederne med danske designere og arkitekter i en række designeksperimenter for at undersøge, om restmaterialer kan blive til nye produkter. Resultatet af designeksperimenterne blev nye produkter på markedet, nye værdikæder, nye idéer - og et potentiale for at reducere spild.
For mange restmaterialer kan få et nyt liv, men det kræver: forestillingsevne, god produktions- og materialeforståelse samt stærke partnerskaber.
Det kan være et kompliceret puslespil at få til at gå op, men det er det hele værd, når virksomhedsejere ringer og fortæller, at det ikke blot er blevet deres signaturprodukt men også deres bedst sælgende møbel.
Nu glæder jeg mig til vores næste projekt, ZeroWaste, hvor vi sammen med industrien undersøger om spildet kan undgås i første omgang.
En ny virkelighed venter derude, hvis vi tør møde den med modet til at eksperimentere, respekt for materialer og viljen til at ændre vores vante gange.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.