Forurening

Uheldig vognmand ville tanke diesel, men ramte den forkerte knap

Godt en kubikmeter industrifisk endte ved et uheld på vejen

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret 24. maj 2022 kl. 20:23

NØRRESUNDBY: Det gik bogstaveligt talt helt i fisk for en vognmand, der søndag middag ville tanke diesel på sin lastbil, der var fyldt med industrifisk, på Hedelund i Nørresundby.

I forbindelse med tankningen ramte han nemlig den forkerte knap og kom i stedet til at læsse de mange fisk ud på vejen.

- Han har smidt godt en kubikmeter, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard, der blev kaldt ud til adressen omkring klokken 12.09.

Godt en kubikmeter fisk endte på Hedelund i Nørresundby. Foto: Jan Pedersen

Det var dog begrænset, hvad beredskabet kunne hjælpe med. Vognmanden sørgede nemlig selv for oprydningen.

- Det er en slamsuger, der har været ude og suge det hele op, ligesom en støvsuger. Og så er vejbanen blevet vasket med vand, siger Søren Korsgaard, som sikrede sig, at oprydningen blev foretaget korrekt.

- Jeg var tilkaldt, fordi det jo sådan set er en forurening. Selvom det lyder mærkeligt, er det jo fisk, og når det bliver kørt op, kommer der olie, og vejen bliver glat, siger han.

Fiskene blev imidlertid hurtigt samlet op, og indsatslederen kunne da heller ikke sætte en finger på oprydningen.

- De eneste, der kan brokke sig over det, er mågerne, der gik glip af et måltid, siger Søren Korsgaard.

Industrifisk bruges normalt til at producere fiskemel og fiskeolie.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden