Ild var på vej mod gasflasker: Stor brand i industriområde under kontrol
Brandårsagen er stadig ukendt
Opdateret kl. 18:01
Nordjyllands Beredskab rykkede søndag eftermiddag ud til en brand ved et stilladsfirma på Troensevej i industrikvarteret i Aalborg Øst.
Indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab, Anders Brosbøl, fortæller, at branden er startet i en bygning bestående af kontor- og lagerbygninger med flere forskellige virksomheder som lejere.
Derfor var det vigtigt at begrænse branden hurtigt.
- Der er et smedeværksted som nabovirksomhed, hvor der var gasflasker, og der var branden på vej over. Så vores første opgave var egentlig begrænsning, så branden ikke spredte sig, fortæller indsatslederen.
Nu er branden under kontrol, og man er i gang med efterslukning og oprydning på stedet. Samtidig hjælper beredskabet med at redde værdier ud fra lejemålet, eksempelvis papirer og mapper.
Der er sket massiv skade i det lejemål, hvor branden er startet, fortæller indsatslederen. Efter slukningsarbejdet er færdigt skal man kigge efter eventuelle skader i de omkringliggende lokaler.
Nordjyllands Beredskab har været massivt til stede med folk fra både stationen i Aalborg og i Mou.
Michael Mow fortæller, at også politiet er til stede på adressen med en patrulje.
- Ifølge vores oplysninger startede branden i en pavillon, der var fuldstændig overtændt. Og så var der masser af sort røg, fortalte vagtchefen tidligere i eftermiddag.
Der var ingen personer på stedet, da branden startede, men lejere og udlejer er blevet kontaktet, fortæller Anders Brosbøl.
Man kender ikke årsagen til branden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.