London

Nordjysk økoracer kom ikke på tavlen

Teknikken drillede Aalborg Universitets racer i Londons gader

Holdet bag det meget økonomiske køretøj har meget at arbejde videre med. Arkivfoto: Mette Nielsen
Holdet bag det meget økonomiske køretøj har meget at arbejde videre med. Arkivfoto: Mette Nielsen Mette Nielsen

Opdateret kl. 21:09

AALBORG/LONDON: Skiftet fra en flad rute i Rotterdam til en kuperet rute i London var ikke god kost for økoraceren Cimbrer fra Aalborg Universitet.

Efter placeringer i den sjove ende af feltet ved det årlige Shell Eco-marathon de seneste par år måtte de studerende fra AAU og deres køretøj i år lide den tort slet ikke at blive placeret i konkurrencen.

Allerede den tekniske inspektion drillede - den faldt på plads så sent, at køretøjet fra Aalborg ikke nåede træningskørslerne.

Derfor måtte holdet bruge konkurrencekørslerne på at finde fejl, de lader sig nemlig til tider først finde, når bilen presses og bliver rystet igennem.

Det blev til tre forsøg, men uden held.

En løs skrue

En løs skrue i en roterende del, et ikke optimeret system til brændselscellen og en drilagtig motorstyring stoppede dem; den sidste tog så længe at ordne, at køretøjet ikke nåede ud til lørdagens andet forsøg, der samtidigt var konkurrencens sidste.

Team Aalborg Energy, som gruppen hedder, var ikke ene om at måtte drage hjem uden en notering.

Det samme skete for fem andre af de i alt 13 hold i gruppen for bybiler drevet af brændselsceller, mens franske Nantes som sædvanligt vandt.

I det hele taget vil årets konkurrencer ikke blive husket for danske placeringer: Også Aarhus Universitet og en bil fra Danmarks Tekniske Universitet udgik, mens samme DTU’s Roadrunner reddede noget af den danske ære ved at blive nummer ni ud af 52 benzindrevne prototyper.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden