Politik

Nordjysk politiker begyndte pludselig at sælge dameundertøj

Nordjysk MF’er mistede sit domænenavn på nettet, hvilket straks blev udnyttet af kineser

Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) råder nu atter over domænenavnet prebenbanghenriksen.dk. Arkivfoto: Bent Bach
Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) råder nu atter over domænenavnet prebenbanghenriksen.dk. Arkivfoto: Bent Bach

Opdateret 28. oktober 2017 kl. 14:28

AALBORG: Er det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) virkelig begyndt at sælge lingeri?

Svaret er nej - men det kunne unægtelig se sådan ud på hjemmesiden prebenbanghenriksen.dk, efter at politikeren missede registreringen af domænenavnet.

Der gik nemlig kun få sekunder, inden domænenavnet automatisk blev registreret af en kineser. Og pludselig var det ikke politiske budskaber men dametøj, der dukkede op.

Preben Bang Henriksen fortæller i sit nyhedsbrev - med et glimt i øjet - om den pudsige situation, han var kommet i.

Hele miseren skyldtes, at det web-hotel, hvor politikeren har sin hjemmeside liggende, sendte opkrævningen for et nyt år til en gammel mailadresse.

Det drejede sig blot om 45 kroner., men beløbets størrelse var underordnet. Da Preben Bang Henriksen ikke længere bruger den gamle mail, fik han ikke regningen. Og manglende betaling fik så web-hotellet til at slette registreringen af domænenavnet prebenbanghenriksen.dk.

Domænenavnet blev straks snuppet af "Guo Liyan" fra Kina.

- Guo viser sig at være en kedelig karl, som ligger og lurer på, at insolvente folketingsmedlemmer ikke får betalt deres regninger til web-hoteller og således mister deres domænenavne, hvorefter han overtager navnet (med dertil hørende trafik) for - i mit navn - at sælge forskelligt dame-lingeri og lignende, fortæller Preben Bang Henriksen (altså den rigtige) i sit nyhedsbrev.

Nu er han ikke alene folketingsmedlem men også advokat, og han gik straks til Klagenævnet for Domænenavne. Nævnet kunne godt se, at det ikke gav mening, at Venstremanden pludselig skulle være begyndt at sælge dameundertøj. Og da slet ikke til rabatter på op til 60 procent, som den ægte nordjyde aldrig ville lægge ud med i en handel, præciserer han.

Så nævnet har afgjort, at Guo Liyan straks mister retten til domænenavnet, som nu er tilbage hos rette ejermand.

Skulle nogen have nået at købe tøj, lyder det således med lun humor fra Preben Bang Henriksen:

- Jeg modtager ikke reklamationer. De skal sendes direkte til Guo - min nu forhenværende forretningspartner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden