Nordjysk teknik i slovakiske biler
Vehco får kæmpeordre fra internationalt vognmandsfirma
NØRRESUNDBY: Nørresundby-virksomheden Vehco, markedsleder i Danmark inden for flådestyring, har sikret sig en stor ordre i Slovakiet. Vehco skal levere elektronik til vognmandsvirksomheden Blomqvist Trucking, der transporterer gods i hele Europa. Ordren omfatter 360 lastbiler i Slovakiet og yderligere 140 lastbiler i Norge, hvor Blomqvist Trucking ejer flere mindre virksomheder. Det slovakiske firma har siden 2007 været kunde hos Vehco, som dengang hed Comloq og lå i Aabybro. I dag er den nordjyske virksomhed en del af den svenske Vehco-gruppe, som er en af Europas største virksomheder inden for flådestyring. Der sidder udstyr fra Vehco i over 30.000 kørende enheder.