Nordjysk virksomhed har overskud efter konkurs sidste år
HMK Bilcon med godt regnskab for 2017

Det går godt i Gistrup. Privatbillede
GISTRUP:HMK Bilcon i Gistrup er kommet godt ud af 2017 med et resultat på 4,7 millioner kr. efter skat. Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende, fremgår det af regnskabet.
Resultatet er opnået i et regnskabsår, der blot tæller ti måneder. Virksomheden gik konkurs i begyndelsen af året, hvorefter den i begyndelsen af februar blev overtaget af to af de ledende medarbejdere med hjælp fra eksterne investorer.
Og som regnskabet viser, er det gået godt. Virksomheden beskæftiger i dag 80 medarbejdere og har fulde ordrebøger. HMK Bilcon beskæftiger sig med konstruktion, produktion og salg af tankvogne, men man er i gang med at udvide produktsortimentet til nye områder og starter også samarbejde med andre virksomheder op i 2018.
- Vi laver ikke noget i rustfrit stål eller sort stål i dag, da man ikke kan blande de forskellige metaller i samme bygning. Vi producerer produkter i aluminium, men vores kunder efterspørger produkter i rustfri og sort stål, så vi vil gerne udvide produktsortimentet gennem partnerskaber, fortæller adm. direktør Peter Jensby.
- Vi tænker i effektivisering af arbejdsprocesser og brug af robotter, så vi leder efter partnere, som tænker optimering ligesom os. Vi er lykkedes med effektivisering af den eksisterende produktion, og vi vil gerne fortsætte med flere partnere fremadrettet.
Investeringer
Peter Jensby fortæller, at mna i det genrejste selskab er der arbejdet hårdt med at opgradere virksomheden og ændre kulturen. Fabrikken og maskinerne har gennemgået en renovering, og der er investeret i bl.a. nye svejseapparater, fiksturborde, ny traktor og fejemaskiner.
- Virksomhedskulturen er en helt anden end tidligere, hvor ansættelsen af både tidligere dygtige medarbejdere og nye medarbejdere efter konkursen har medvirket til en positiv holdningsændring blandt medarbejderne.
- Alle medarbejdere er kommet på LEAN-kurser og har derfor fået en værdifuld indsigt i optimering af produktionsprocesser. Det er især en af årsagerne til, at man har kunnet effektivisere produktionen og ændre på holdningerne i virksomheden, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.