Nordjyske anlæg til britisk biogas
Xergi i Støvring henter stor kontrakt i Storbritannien
STØVRING: Xergi i Støvring, der er en af landets førende virksomheder inden for biogas-anlæg, har sikret sig en meget lovende ordre til Storbritannien.
Kunden er Tamar Energy, der har planer om at bygge mere end 40 nye biogas-anlæg inden 2018, og Xergi har netop indgået aftale om at levere to af de første anlæg.
Tamar Energy satser hårdt på biogas og har planer om at etablere mere end 40 anlæg rundt om i Storbritannien.
Anlæggene vil få en samlet kapacitet på 100 MW og producere nok strøm til at forsyne over 200.000 husstande.
- Vi er virkelig stolte over, at Tamar Energy har valgt os som leverandør. Tamar Energy er en særdeles stærk aktør, der er dedikeret til at fremme udbygningen af biogasproduktionen på det britiske marked, siger administrerende direktør for Xergi, Jørgen Ballermann.
Tamar Energy blev etableret i februar 2012 med et kapitalgrundlag på næsten 100 millioner pund, udelukkende med det formål at bygge og drive biogasanlæg. Pengene kommer fra en række finansielle selskaber samt fødevarekæden Sainsbury’s, som er en vigtig strategisk partner.
- Der er ingen tvivl om, at Tamar Energy kommer til at spille en særdeles vigtig rolle på det britiske marked for biogas i de kommende år. Derfor har kontrakten med selskabet stor strategisk betydning for os, siger Jørgen Ballermann.
Det ene anlæg skal bygges i Retford og skal afgasse bl.a. fjerkrægødning ved hjælp af en patenteret metode. Det skal være i drift februar 2014.
Det andet anlæg skal bygges i Holbech. Det ligger tæt ved en stor kartoffelproducent og skal bl.a. afgasse grønsagsaffald. Det skal være i drift december i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.