Nordjyske læger lærer af kinesere

Hjertekirurger fra Aalborg udvider horisonten i fjern provins.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Både nordjyske og kinesiske læger har stort udbytte af et samarbejde på tværs af jordkloden. Det vurderer Jan Jesper Andreasen, der er ledende overlæge på Aalborg Sygehus' hjerte-lungekirurgiske afdeling. I går rejste han sammen med kollegaen Jens Grønlund og perfusionist Conny Nielsen, der passer de hjerte- og lungemaskiner, som bliver benyttet i forbindelse med operationer. Målet er et hospital i en nordlig kinesisk provins - to timers flyrejse fra hovedstaden Beijing. - Vi skal derover for at lære fra os. Men vi kan bestemt også lære noget af dem, siger Jan Jesper Andreasen, der for tredje gang på halvandet år rejser til Kina for at foretage hjerteoperationer. De to andre er af sted for første gang. Flere operationer - Først og fremmest betyder det, at vi får udført flere operationer, end det ellers ville være tilfældet. Det er vigtigt for alle kirurger for at opbygge og vedligeholde erfaring og rutine. På den måde skulle det også gerne komme nordjyske hjertepatienter til gode, siger den ledende hjertekirurgiske overlæge på Aalborg Sygehus. - Dernæst betyder det, at vi hurtigere kan samle erfaringsmateriale til vores forskning, tilføjer han. Befolkningsunderlaget i Nordjylland regnes for at være lige i underkanten til at levere patienter nok til en selvstændig hjerteafdeling. Hjertekirurgisk afdeling på det kinesiske hospital har et befolkningsunderlag på otte-ni millioner mennesker. Så det nordjyske operationshold er sikker på, at der er arbejde nok til dem. - Men man skal bestemt ikke tro, at det er folk i blår arbejdstøj, der løber rundt på de kinesiske hospitaler. Det kan godt ske, at deres kikkertudstyr ikke er helt så fancy som vores. Men fagligt er lægerne fuldt på højde med kollegerne i Danmark og resten af den vestlige verden. Kinesisk fjeder Faktisk har kineserne opfundet ganske udmærkede hjælpemidler, som af uransagelige grunde endnu ikke har fundet vej til vesten. Blandt andet en lille fjeder, som kineserne anvender ved ballonudvidelser af kranspulsåren. Samarbejdet med hospitalet i den nordlige kinesiske provins er kommet i stand via Aalborg Universitet. - Det tager nogen tid at komme ind på livet af kineserne. Det laver ikke forretninger med hvem som helst. De skal kende folk først. Men jeg fornemmer, at vi har fået opbygget et tillidsforhold, siger Jan Jesper Andreasen. Han finder det sandsynligt, at både kinesiske læger og patienter vil finde vej til Aalborg Sygehus. Kineserne betaler Så vidt han ved, findes der ikke andre danske hjertekirurger, som på den måde udveksler erfaringer med kinesiske kolleger. - Vi forsømmer ingen patienter i Danmark, og det koster ikke regionen noget. Tværtimod betaler kineserne for at få os derover og hjælpe med at operere, siger Jan Jesper Andreasen, der om halvanden uge vender tilbage til Aalborg sammen med sine rejsefæller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden