NORDJYSKE Medier overtager Østhimmerlands Folkeblad
Efter 64 år i familien Franzens eje har ejerne valgt at sælge avisen
Opdateret kl. 10:34
KONGERSLEV: Torsdag overtager NORDJYSKE Medier Østhimmerlands Folkeblad fra Gitte og Peter Franzen, der har valgt at sælge efter mange år som ejere af ugeavisen.
Overtagelsen sikrer, at området stadig har en ugeavis, der er lokalt forankret. Skiftet sker uden de store ændringer, idet annonceindlevering fortsat vil være at finde i de nuværende lokaler i Kongerslev.
- NORDJYSKE Medier får med overtagelsen mulighed for at opnå et tættere samarbejde med detailhandelen og erhvervslivet i Østhimmerland. Samtidig kan vi tilbyde løsninger i vores øvrige trykte og digitale medier i og omkring Østhimmerlands Folkeblads udgivelsesområde, siger Jens Bundgaard Poulsen, salgs-direktør i NORDJYSKE Medier.
Østhimmerlands Folkeblad har været i familien Franzens eje i 64 år.
- Men nu er det blevet tid til at give tøjlerne videre til avisens samarbejdspartner gennem mere end 40 år, først Nordjyske Distriksaviser og siden hen NORDJYSKE Medier. Vi har fået vores avis trykt og distribueret hos NORDJYSKE Medier de seneste 12 år, og derfor var der ikke spor tvivl for os om, hvem der skulle overtage avisen, den dag vi ønskede at sælge. Nu er tiden moden, og jeg er glad for, at fremtiden for Østhimmerlands Folkeblad er sikret hos NORDJYSKE Medier, siger Peter Franzen.
Østhimmerlands Folkeblad udsendes tirsdag gratis til samtlige husstande i de forhenværende Sejlflod og Skørping Kommuner samt Klarup og Gistrup postdistrikter i ca. 16.580 eksemplarer (20.445 om sommeren).
Med overtagelsen af Østhimmerlands Folkeblad udgiver mediehuset 29 lokale ugeaviser i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.