konflikt, krig og fred

Nordkorea har muligvis foretaget endnu en prøveaffyring

Nabolande har registreret ny nordkoreansk våbentest. Ifølge Japan kan der være tale om et ballistisk missil.

Nordkorea har søndag for syvende gang i år foretaget en prøveaffyring af et missil.

Det oplyser Sydkoreas militærkommando natten til søndag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nordkorea har ikke foretaget så mange prøveaffyringer på en enkelt måned siden 2019, efter at forhandlinger mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's daværende præsident, Donald Trump, var brudt sammen.

Søndagens affyring skete ud over havet øst for Nordkorea.

Japans kystvagt har også registreret en affyring, og vurderer ifølge en meddelelse, at der er tale om et ballistisk missil.

Affyringen er ikke bekræftet af Nordkorea. Ofte kommer der en bekræftelse fra et statsligt medie i Nordkorea i dagene efter en prøveaffyring.

Fredag bekræftede det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA, at Nordkorea tidligere denne uge havde testet et langtrækkende krydsermissil og et kortrækkende ballistisk missil.

De mange prøveaffyringer har udløst international fordømmelse og nye sanktioner fra USA.

Nordkorea har gentagne gange forsvaret landets missilaffyringer med sin ret til at kunne forsvare sig selv og anklager USA og Sydkorea for dobbeltmoral i forhold til våbentest.

For nylig oplyste Nordkorea, at landet vil styrke sit forsvar mod USA og muligvis genoptage "alle midlertidigt suspenderede aktiviteter", herunder test af atombomber og interkontinentale ballistiske missiler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden