Norge: Nordjysk rørfirma er inde i varmen
Virksomheden L&H-Rørbyg i Aalborg har udvidet til Norge, hvor de har stor succes med at lægge fjernvarmerør i Kristiansand.
Der skrives ofte om, hvor svært det er at drive virksomhed i Nordjylland. For eksempel mangel på kvalificeret arbejdskraft og lange afstande til alting for bare at nævne de to hyppigste. Men der er også unikke fordele ved at ligge i Nordjylland. For lige rundt om hjørnet ligger Norge, hvor den blomstrende økonomi giver særdeles fordelagtige muligheder for eksport og ekspansion. Det kan Aalborg-virksomheden L&H-Rørbyg bevidne. I sommer skrev de under på en foreløbig to-årig kontrakt med det norske energifirma Agder Energi, og siden da har de haft en håndfuld mænd i Norge til at lægge fjernvarmerør i Kristiansand og omegn. Behov for udvikling - Hvis ikke vi skal afvikle, skal vi udvikle, og med nedgangen i arbejdsmængden i Nordjylland så vi det norske markedet som et af de områder, vi kunne satse på, fortæller Mogens Østergaard, afdelingschef for L&H-Rørbyg Aalborg.