Nors ryger ned
Norsherrerne formåede mandag ikke at vinde playoffkampen og rykker derfor ned i jyllandsserien
NORS: Efter sommerferien spilles der ikke længere divisionshåndbold hos de voksne i Nors BK.
Det stod klart mandag aften, hvor Nors’ herrehold ikke formåede at vinde i Nors Hallen med de påkrævede seks mål over AIA-Tranbjerg, der havde vundet den første playoffkamp med 24-19.
Med resultatet på 28-28 mandag bytter AIA-Tranbjerg og Nors i stedet rækker.
- Vi må bare konstatere, at vi ikke har været gode nok, fortæller den nu afgående træner i Nors BK, Lars Bang Bertelsen.
Kravet om en seksmålssejr var Nors da heller aldrig rigtig i nærheden af at leve op til mandag. Dertil manglede de blå-gule for meget i forsvarsspillet. Problemerne i seks-nul forsvaret for Nors gav Tranbjerg en pauseføring på 13-11.
Faktisk skulle Nors helt hen til 54 minutter og 44 sekunders spil ved stillingen 25-24, før de igen kom foran.
Indstillingen og comebacket aftvinger respekt fra Lars Bang Bertelsen til Norsspillerne, der nu må tage en tur ned i jyllandsserien efter sommerpausen.
Lars Bang Bertelsen overdrager i næste sæson trænerkasketten til Kristian Jensen.