Norsk domstol afviser Breiviks ønske om prøveløsladelse
Domstol afviser, at Anders Breiviks kan blive prøveløsladt. Hans angreb kostede 77 mennesker livet i 2011.
En norsk domstol har givet massemorderen Anders Breivik afslag på at blive prøveløsladt.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Anders Breiviks forsvarer Øystein Storrvik siger til det norske TV 2, at hans klient anker dommen.
Han ønsker derudover ikke at kommentere, hvordan hans klient forholder sig til afgørelsen, men han siger, at de arbejder videre med et søgsmål mod den norske stat, fordi de mener, at Anders Breiviks afsoningsvilkår er i strid med menneskerettighederne.
I 2011 gennemførte Anders Breivik et angreb på øen Utøya og i regeringskvarteret i Oslo. I alt 77 personer mistede livet.
Sagen om prøveløsladelsen af Anders Breivik blev behandlet af Telemark Tingrett for to uger siden.
Under retssagen afviste Anders Breivik, at han bar ansvaret for angrebet.
Udspurgt om skyld fastholdt han, at han var radikaliseret, da han udførte angrebene i 2011, og derfor er det dem, der radikaliserede ham, der bærer skylden.
Ifølge Anders Breivik blev han radikaliseret på nettet af den nynazistiske gruppe Blood and Honour. En gruppe, som han stadig er medlem af.
Desuden hævdede han, at han ikke havde kontrol over sig selv, da han udførte angrebene, og at han har ændret sig siden.
Under retssagen sagde den norske psykiater Randi Rosenqvist, at risikoen for, at Anders Breivik vil udføre nye voldshandlinger ikke er ændret i forhold til de vurderinger, der blev lavet i 2012 og 2013.
I 2012 blev Anders Breivik idømt forvaring i 21 år. De norske regler siger, at man kan anmode om prøveløsladelse, når man har afsonet ti år.
/ritzau/NTB
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.