- De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, da Norwegian har haft et fly til at flyve skiftevis på London og Berlin fra Aalborg, mens Oslo-ruten skal betjenes af et helt andet fly, forklarer direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn til NORDJYSKE Stiftstidende.
Her er man noget fortørnet over at skulle høre om Norwegians planer om at lukke Berlin-ruten gennem medierne, og desuden synes man, at det er en rigelig hurtig beslutning:
Det er for hurtigt
- Passagererne kommer ikke bare strømmende, netop som man åbner en rute. Det tager normalt et års tid, før muligheden for at flyve til eksempelvis Berlin er inde på folks nethinde. Derfor synes vi, det er lidt hurtigt allerede efter et halvt år at tage beslutningen om at lukke, fremhæver Søren Svendsen.
Norwegian har i gennemsnit haft 80 passagerer pr. afgang til og fra Berlin, hvilket selvfølgelig er for få, når flyene kan rumme 186 passagerer:
- Omvendt er det ikke noget ringe antal i betragtning af, at der ikke har været meget markedsføring omkring ruten. Vi har netop indledt en kampagne i Berlin, og også på den baggrund synes vi, at det er for tidligt at beslutte at lukke ruten, siger Søren Svendsen.
I kontakt med andre
Han oplyser, at lufthavnen dels vil forsøge at få Norwegian til at ændre beslutningen, og samtidig har man kontakt med et par andre selskaber omkring ruten:
- Vi har tidligere talt med Air Berlin, men de er i færd med at skære ned på de europæiske ruter, så vi snakker også med andre selskaber. Måske vil ruten være interessant for et selskab med mindre fly end Norwegians.
Søren Svendsen oplyser i øvrigt, at spanske Vueling, som flyver Aalborg-Barcelona, holder pause i vinter og genoptager flyvningerne i begyndelsen af april.