EMNER

Norwegian lukker Berlin-rute før tiden

Lavprisflyselskab lukker rute to måneder før oprindeligt planlagt

Norwegian lukker ruten fra Aalborg til Berlin allerede 28. januar. Arkivfoto
Norwegian lukker ruten fra Aalborg til Berlin allerede 28. januar. Arkivfoto

Opdateret kl. 12:15

AALBORG: Det norske lavprisflyselskab Norwegian lukker allerede 28. januar for sine ruteflyvninger fra Aalborg til Berlin.

Det skriver rejse og luftfartssitet check-in.dk.

Ifølge sitet skulle Norwegian have fløjet på ruten frem til 27. marts, hvor sidste afgang fra Aalborg skulle flyves.

Men så længe kunne Norwegian altså ikke vente. Ruten, der i sommermånederne har haft omkring 80 passagerer per afgang, bliver allerede lukket ved udgangen af januar måned, og der flyves sidste gang 28. januar, skriver check-in.dk.

Allerede for flere uger siden lukkede Norwegian for booking af flybilletter til den direkte rute mellem Aalborg og Berlin.

Lynhurtig lukning

Ruten til Berlin blev åbnet med brask og bram 9. maj 2012 med tre ugentlige afgange, men allerede i oktober kom beslutningen fra Norwegian om at lukke ruten ned igen - den gang lød beslutningen dog på at lukke med udgangen af vintertrafikprogrammet, således at sidste flyafgang til den tyske hovedstad skulle gennemføres den 27. marts.

Baggrunden for at lukke ruten var allerede i oktober svigtende passagertal, og det skulle angiveligt være tiltaget i løbet af lavsæsonen her henover vintermånederne, hvor de tre ugentlige flyvninger også er skåret ned til to.

Kan få pengene retur

- Vores Berlin-rute fra Aalborg lukkes som tidligere nævnt på grund af manglende lønsomhed. Rutelukningen vil ikke påvirke vores indenrigstidtabel mellem København og Aalborg, siger presse- og kommunikationsmedarbejder Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til check-in.dk.

Kommunikationsmedarbejderen oplyser, at passagerer, der allerede har bestilt billet til flyafgange fra Aalborg til Berlin i februar og marts vil blive taget hånd om i henhold til gældende EU-regler, der betyder, at passagerne kan vælge mellem at få billetten refunderet eller ombooket til en anden rejserute.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden