NT varsler driftsforstyrrelser

Fjordens Taxa i Hadsund har stoppet kørslen for Nordjyllands Trafikselskab i utilfredshed med NT-aftalen. (Opdateret kl. 11.55)

Henrik Knudsen har ifølge sin førstemand opgivet at videreføre Fjordens Taxa på grund af utilfredshed med NT-aftalen. Arkivfoto

Henrik Knudsen har ifølge sin førstemand opgivet at videreføre Fjordens Taxa på grund af utilfredshed med NT-aftalen. Arkivfoto

HIMMERLAND:Fjordens Taxa i Hadsund er ikke gået konkurs, men gør det ifølge firmaets førstemand gennem seks år, Morten Lybech, snart.

- Der pågår i øjeblikket forhandlinger med 3F om at begære konkursen, men det vil under alle omstændigheder ske, når folkene ikke får deres løn til den 1., forklarer han.

Morten Lybech overtager en ganske lille del af firmaet, fire ud af de 40 køretøjer, to af 40 chauffører og dermed forventeligt også en del af de kunder, der har benyttet sig af Fjordens Taxa i løbet af de sidste 18 år, hvor firmaet har været drevet af Henrik Knudsen.

Derimod er det med omgående virkning slut med at køre for Nordjyllands Trafikselskab, som har meddelt, at man nu er i gang med at finde alternativer til at varetage opgaverne fra Fjordens Taxa.

Ifølge Morten Lybech har man tilbudt, at fire vognmænd, heriblandt han selv, kunne overtage kørslen.

- Men NT mener, man er juridisk forpligtet til at gå tilbage til de selskaber, der blev nummer to, da opgaverne var i udbud, og har ikke ønsket at benytte sig af tilbuddet, fortæller han.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Henrik Knudsen, men ifølge Morten Lybech har vognmanden kastet håndklædet i ringen på grund af utilfredshed med NT-aftalen.

- NT presser vognmænd og chauffører utrolig hårdt, og Henrik har længe forsøgt at forhandle med NT om bedre vilkår, men kunne ikke komme igennem med noget. Til sidst syntes han ikke, han kunne forsvare det længere og valgte så at stoppe, fortæller Morten Lybech.

Dermed står 37 chauffører umiddelbart uden arbejde. Men Fjordens Taxa efterlader ifølge Morten Lybech ikke ubetalte regninger.

Fjordens Taxa udfører kørsel for NT til skoler, institutioner, sygehuse m.v., og NT meddeler, at man forventer driftsforstyrrelser og forsinkelser, og man ikke kan udelukke, at der kan være tilfælde af manglende afhentninger.

- NT fokuserer på at sikre, at kunder, passagerer, elever og andre ikke bliver berørt af lukningen af Fjordens Taxa. Derfor arbejder NT nu med at finde alternative vogne til kørslen, meddeler selskabet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.