Nu bliver banen vist ikke større

Der er indehaverne og de ansatte, der har bygget udvidelsen af gocartbanen ... ikke for at spare penge, men fordi det er sjovt.
Der er indehaverne og de ansatte, der har bygget udvidelsen af gocartbanen ... ikke for at spare penge, men fordi det er sjovt. Hans Ravn NORDJYSKE Medier

1. maj bliver efter planen en god dag i Action House i Løkken. Ikke nok med at det er blå mandag og dermed dagen for en større invasion af nyslåede konfirmander ... det er også dagen, hvor Action House officielt åbner gocartbanen, som er blevet dobbelt så stor som før.

Og vistnok er verdens største indendørs gocart- bane med hele 10.000 kvadratmeter bane at fræse rundt på.

- Vi har googlet og googlet og kan ikke finde nogen, der er større end vores ... så indtil andet er bevist, går vi ud fra, at vi har den største, siger Tommy Jensen, en af indehaverne af Action House.

Han opfordrer i øvrigt stedets kunder til at forsøge at finde en bane, der er større end den nye i Action House.

- Hvis nogen skulle finde en et sted i verden, vil vi gerne høre om det, siger han.

Action House åbnede i 1994, og det er tredje gang, at gocartbanen bliver udvidet - hver gang med indehaverne og de ansatte som håndværkere og arbejdsmænd.

- Det handler helt enkelt om, at vi godt kan lide at bygge og arbejde med vores hænder, siger Tommy Jensen og suppleres af Preben Jensen, medindehaver.

- Det er sjovere at bygge noget nyt end at sidde på et kontor. Og bare det at lave noget andet, end det man plejer, er jo skønt, siger han.

Udvidelsen af banen har kostet godt 10 mio. kr.

- Alene sprinkleranlægget koster en mio. kr. ... nok lidt mere end de fleste sådan lige tænker over, siger Preben Jensen, som afviser, at de selv har bygget det meste for at spare penge til håndværkere.

- Næh, sådan hænger det slet ikke sammen. Når vi går og bygger, skal vi jo have nogen til at lave det, vi ellers ville have lavet - og det koster jo også. Vi bygger selv, fordi det er sjovt. Helt enkelt, siger Preben Jensen.

Ni nye ansatte

At udvidelsen af gocart- banen kommer til at tiltrække flere kunder, er indehaverne ikke i tvivl om. Der bliver mere tryk på bookingerne og køretimerne, og det kræver flere ansatte i Action House.

- Vi har ansat ni nye medarbejdere i forbindelse med udvidelsen, som vi forventer vil smitte af på vores bowlingbane, på omsætningen i baren, antal spisende gæster og i det hele taget på omsætningen i Action House, siger Tommy Jensen.

Selv om Action House nu bliver en del større, er der dog mere på vej. Meget mere.

Efter sommerferien begynder indehaverne at grave ud og støbe sokler til en udvidelse på yderligere 10.000 kvm.

- Som planen ser ud lige nu, bygger vi fire sammenhængende haller, hvor der skal være forskellige aktiviteter, som vi ikke vil løfte sløret for endnu, siger Tommy Jensen.

Action House har godt 100 medarbejdere på lønningslisten i højsæsonen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden