Nu bliver ikonisk model mere stilren
Toyota viser den nye generation af Prius, der lanceres herhjemme til næste sommer udelukkende som plug-in-hybrid
Opdateret 25. november 2022 kl. 10:46
KURSSKIFTE: Det skal være slut med at være klassens lidt nørdede bilmodel. Nu skal Toyota Prius både sælges på teknologi og design. Det står klart, efter det japanske mærke har vist den kommende femte generation af den ikoniske femdørs hatchback.
Den nye model, som lander herhjemme til næste sommer, får nemlig et stilrent og nærmest tidløst elegant design, som afløser den nuværende generations rumskibsagtige udtryk. Samtidig opgraderes på teknologi-fronten i modellen, der nu kun vil kunne fås som plug-in-hybrid i Europa.
Således løftes overliggeren i motorrummet, hvor den 1,8 liters benzinmotor, der med elmotor havde en systemydelse på 122 hk, er opgraderet. Den erstattes af en 2,0 sag på 148 hk, der suppleres af en elmotor på 160 hk, så systemydelsen nu er hele 223 hk.
Batteriet er nu på 13,4 kWh (Toyota oplyser ikke, om det er netto eller brutto), så rækkevidden på ren el forøges. Toyota skriver, at den forøges med 50 pct, men kan dog ikke sætte tal endnu, lige som der heller ikke er tal for effektivitet og brændstoføkonomi.
Slægtskab med elbiler
Det betyder, at vi på papiret vil ligge omkring 65 – 70 km, hvilket meget godt matcher dagens standard.
Bilen er blevet en smule kortere, en tand bredere og har fået lidt længere mellem akslerne. Samtidig betyder et mere kompakt batteri, at tyngdepunktet kan sænkes til gavn for køreegenskaberne, og at der er kommet mere plads i bagagerummet, lyder det.
Nyt LED-lys med ”Hammerhaj”-design foran og en LED-lysstribe agterude skal også markere slægtskabet med elbilerne.
Inden døre klares betjeningen helt i tidens ånd gennem en stor central skærm, mens der er en syv tommer multidisplay lige ud for førerens næse i synsfeltet. Toyota fremhæver også, at alle modeller har den nyeste generation af sikkerhedspakken, Toyota Safety Sense som standard. Den omfatter bl.a. en automatisk nødbremse, der både advarer føreren med blinkende lys og lyd.
Det ville være oplagt, at den elegante indpakning også kunne rumme en ren elektrisk version. Men det er der ikke officielle oplysninger omkring. Til gengæld står det klart, at det er slut med en forlænget version, der ellers har været brugt som taxa.
Appellerer til flere
Anders Tystrup, der er pressechef for Toyota i Danmark, ser nye muligheder med den næste generation. Især på netop design og motorkraft, som kan få Prius ind på nethinden af nye grupper af købere. Han mener også, at der stadig vil være et marked for plug-in-hybrider, selv om der skrues op for afgifterne.
- Der vil stadig være folk, der har brug for at kunne køre på benzin ud over strøm. Vi forventer, at både plug-in-teknologien, designet og motorkraften vil trække interesse. Det er en ren kraftig forøgelse at gå fra 122 hk til 223 hk, samtidig vil man få en mere dynamisk køreoplevelse, siger Anders Tystrup.
- Generationer
- 1.1997-2003
- 2.2003-2009
- 3.2009-2015
- 4.2015-2023
- 5.2023 og frem
Toyota var banebrydende, da første generation af den let buttede og senere kileformede Prius blev vist tilbage i 1997. Dengang viste den vejen for mærkets effektive hybrid-teknologi for benzinmotorer, og siden kom plug-in-versionerne til. Det kileformede design gjorde sit indtog med anden generation fra 2003.
Den nuværende fjerde generation kom i 2016. Den er især populær i områder som Californien og har været meget brugt som taxa i en forlænget version i bl.a. Stockholm. Herhjemme har den forholdsvis dyre og aparte Prius solgt begrænset i den seneste udgave. Den kommende generation af Prius bygges i Japan.
Danske priser eller udstyr kendes ikke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.