Nu kan du gå på jagt i avisarkivet på nettet

I dag bliver der åbnet for NORDJYSKE arkiv til samtlige avissider fra 1767 til i dag

Man kan nu finde nogle af de ældste udgaver af avisen på [URL]Nordjyske-Avisarkiv.dk;http://www.nordjyske-avisarkiv.dk/[/URL]. Foto: Laura Guldhammer

Man kan nu finde nogle af de ældste udgaver af avisen på [URL]Nordjyske-Avisarkiv.dk;http://www.nordjyske-avisarkiv.dk/[/URL]. Foto: Laura Guldhammer

NORDJYLLAND:Nysgerrigheden efter alt muligt - stort og småt imellem hinanden - bliver noget nemmere at stille, når NORDJYSKE Medier nu åbner for arkiverne fra fredag 2. januar 1767 og fremefter.

Altså fra det øjeblik, som NORDJYSKE Stiftstidende blev sat i verden - i den første tid med navnet Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger. I alt bliver der fra 1. december kl. 12.00 adgang til 980.000 nordjyske avissider, som Statsbiblioteket meget omhyggeligt har sørget for at digitalisere, så siderne og deres indhold kan blive lagt til rette på hjemmesiden www.nordjyske-avisarkiv.dk.

- At der bliver åbnet for alt, hvad der er blevet skrevet i alle udgaver af alt, hvad der er gået forud for NORDJYSKE Stiftstidende, giver et helt unikt indblik i et kvart årtusinds begivenheder og beslutninger i stort og småt. Altså alt muligt fra den amerikanske uafhængighedskrig over Første og Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen til vore dage - og så til de helt små, lokale begivenheder med eksempelvis oversvømmelser, isvintre, indbrud og fødselsdagsomtaler, fortæller Lars Jespersen, chefredaktør i NORDJYSKE Medier.

På nettet døgnet rundt i 250 år

- Man kan sige, at en søgen i samtlige avissider fra 1767 og fremefter er lidt ligesom at være på nettet døgnet rundt i knap 250 år, fordi man får et nærmere indblik i, hvad folk har tænkt, hvad de har gjort, og hvordan de forskellige begivenheder er blevet omtalt og med hvilke ord, siger Lars Jespersen.

- For historikere, men i det hele taget for alle med en historisk interesse må det ganske enkelt være himmelsk nu at kunne følge begivenhedernes gang, efterhånden som de er sket, og samtidig følge, hvordan folk har talt til hinanden - og hvordan sproget i for eksempel annoncer har været. Man skal huske, at avisen de første mange år har været folks eneste adgang til information, for der var jo ikke noget internet eller andre kanaler. Der var avisen, og ellers var man henvist til information fra mund til øre - og fra breve, siger chefredaktøren

Med NORDJYSKEs Historiske Avisarkiv er der så småt ved at blive varmet op til NORDJYSKE Stiftstidendes 250 års jubilæum 2. januar 2017 - og der bliver hele tiden føjet noget til arkivet.

2,2 millioner sider næste år

Oveni den knap én million avissider, som ligger klar fra på tirsdag, bliver der i løbet af næste år føjet yderligere 2,2 millioner avissider til fra de aviser, som NORDJYSKE Stiftstidende har fundet sammen med, altså Morsø Folkeblad, Thisted Dagblad, Fjerritslev Avis, Vendsyssel Tidende, Frederikshavns Avis, Løgstør Avis og Skagens Avis.

Ligesom man kan søge på ord (for eksempel steder, navne og begivenheder) kan man også kalde avissider frem for enkeltdage - og her vil man hurtigt opdage, at vore dages NORDJYSKE Stiftstidende har heddet meget forskelligt gennem de knap 250 år, i 1824-1825 for eksempel intet mindre end Aalborg Stifts-Avis eller de til forsendelse med Brevpost overalt i Danmark og Hertugdømmerne Jydske Efterretninger.

Det er gratis for abonnenter på NORDJYSKE Stiftstidende at gå på opdagelse i arkivet.

Prisen for ikke-abonnenter er 25 kroner per dag, 50 kroner per uge og 500 kroner per år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.