Nu kan du se gratis sports-tv

Men kun hvis du i forvejen er kunde hos Boxer TV

Peter Witten
Hvis du i forvejen er kunde hos Boxer TV, kan du frem til nytår se sportskanalen Canal 8 Sport gratis. Foto: Torben Hansen
Sport 6. september 2013 14:08 - Opdateret 9. september 2013 15:39

TV: Sports-tv-kanaler koster normalt kassen, hvis du ser tv via kabelnet eller satellit.

Men hvis du i forvejen er kunde hos Boxer TV, og dit tv - eller en tilsluttet tv-box - kan modtage såkaldt DVB-T2 (digitalt tv via en almindelig antenne), kan du nu se en sports-tv-kanal helt gratis, nemlig Canal 8 Sport.

På Canal 8 Sport vises blandt andet Superliga-kampe samt kampe fra den italienske Serie A, Europa League og den spanske La Liga.

Ukodet - frem til nytår

Den slags skal man normalt betale for at se, men frem til nytår sender Boxer altså TV Canal 8 Sport ukodet og gratis til sine kunder. Derefter skal de betale for sportskanalen.

Boxer TV udsender i forvejen en stribe kodede betalings-tv-kanaler, og fra nytår bliver Canal 8 Sport en af de betalingskanaler.

Også langsomt tv

Også TV2’s nyeste betalingskanal TV2 Fri udsendes gratis via Boxer TV indtil nytår. Ifølge TV2 er TV2 Fri ”slow-tv”, hvor man giver sig god tid til at snakke om hus, have, mad, dyr, natur, livsstil, hobbyer og fritidsinteresser.

Boxer TV A/S er en af de mange udbydere i Danmark af betalings-tv. Hos Boxer TV foregår det via det jordbaserede tv-sendenet, digitale tv-sendere rundt omkring i landet.

Andre udbyder betalings-tv via for eksempel satellit, kabelnet eller internet.

Ifølge Boxer TV selv har de nu omkring 350.000 kunder i Danmark.

Vi skrev tidligere, at alle med et tv, der kan modtage DVB-T, kan se Canal 8 Sport gratis til nytår. Det er ikke korrekt - det tilbud gælder kun kunder hos Boxer TV, understreger selskabet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...