Nu kommer der varer på hylderne i Ræhr
Ny multibutik gør klar til første åbningsdag i weekenden
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:40
RÆHR: Fra og med søndag kan man igen købe friskbagt morgenbrød i Ræhr. I weekenden åbner byens nye multibutik nemlig i den tidligere købmandsbutik.
Lige nu er vinduerne ud mod gaden stadig dækket af brunt papir, men indenfor er forpagteren af butikslokalet, Anita Olesen, i fuld gang med at sætte varer på hylderne.
- Folk er rigtig nysgerrige efter at se butikken, og mange giver udtryk for, at de glæder sig rigtig meget til, at den åbner, siger hun.
Allerede lørdag kan borgerne i Ræhr få stillet nysgerrigheden, for her holder Anita Olesen reception i den ny butik, som får navnet Butik Bakkely.
Til gavn for landsbyen
Det er Leif Andreasen, indehaver af Ræhr Fiskepark og Thy Mini-Camping, der har købt butikken. Rigtig mange af de overnattende gæster på campingpladsen efterspørger muligheden for at købe friskbagt morgenbrød og kioskvarer i landsbyen, og det ønske kan nu opfyldes.
Som formand for Ræhr Landsbyråd lægger Leif Andreasen dog også vægt på, at butikken bliver til glæde for landsbyens egne beboere. Her er han helt på linje med Anita Olesen, der er formand for beboerforeningen i Ræhr.
Sammen har de udtænkt konceptet for butikken. Ud over kioskvarer vil man også kunne købe en fransk hotdog, trække en kop kaffe i en automat og sætte sig ved et bord og få sig en snak. Desuden rummer butikslokalet galleri og udsalg af brugte bøger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.