Nu kommer Nio ET7 til Danmark
Vrimlen af nye elektriske bilmærker fortsætter. Om to måneder er Nio på gaden med en stor luksusbil, men prisen er ukendt
Opdateret 01. september 2022 kl. 12:15
HYPE: Bilen er på størrelse med en BMW 7-serie, prisen kender vi ikke, men mærket er et af de allermest hypede og sammenlignes ofte med Tesla. Navnet er Nio, og bag bilen gemmer sig en helt ny måde at sælge biler på.
Nio ET7 er en firedørs sedan og lander i Danmark i slutningen af oktober i et begrænset antal og med 100 kWh batteri. Rækkevidden bliver omkring 600 km. Næste år følger 150 kWh med omkring 800 km rækkevidde og mulighed for at skifte batteri på bilen.
Vi ved ikke, hvor i København det kommende Nio House bliver placeret, men det står fast, at bilerne skal serviceres på lokale værksteder, indtil den danske organisation er endeligt på plads.
Næste år får ET7 følgeskab af SUV-modellen ES8, mens der også er en mindre bil på vej, der er på størrelse med en Tesla Model 3.
Masser af kræfter
Den nye Nio ET7 får op mod 650 hk fra sine to elmotorer, og dermed kan den spurte til 100 km/t. på kun 3,9 sek.
ET7 bliver også et teknologisk flagskib. Den byder bl.a. på et digitalt cockpit med en central 12,8 tommer højopløselig skærm og ventilerede massagesæder på alle pladser.
Her er også luftaffjedret undervogn, der fungerer med avancerede 4D-kort og indretter affjedringen efter vejen. Modellen er med sensorer, kameraer og lidar-radar forberedt til selvkørende funktioner.
Den røde tråd hos Nio er fraværet af traditionelle bilreklamer, og i stedet vil man knytte kunder til sig via feel-good-arrangementer i såkaldte Nio Houses og via sociale medier.
- Nio kommer med redskaberne til at skabe glæde og en højteknologisk og smart livsstil, kvalitetsprodukter og en second-to-none infrastruktur til det danske Nio-fællesskab. Vi vil lære af vores brugere og opbygge succesen sammen, siger head of user development for Nio i Danmark Anja Bruun Meineche.
I Kina er det lykkedes Nio at skabe så meget goodwill omkring mærket, at folk frivilligt stiller op og arbejder gratis, når Nio arrangerer koncerter og store events.
I det hele taget vil Nio gerne gøre tingene anderledes, og det gælder også i betjeningen af køretøjerne.
I alle biler er der en lille figur, Nomi, som det er meningen, at man skal tale til på dansk, og så gør Nomi ellers, hvad man beder om. Den lille digitale assistent både kigger, smiler og reagerer, når man taler til den.
Den kinesiske elbilproducent er grundlagt af iværksætteren William Li og har hovedsæde i Shanghai.
Nio er produceret i Kina, designet i Californien, og størstedelen af udviklingsarbejdet er foregået i Tyskland.
- Længde: 510 cm
- Bredde: 199 cm
- Højde: 151 cm
- Akselafstand: 306 cm
- Batteri: 100 kWh, senere 150 kWh
- To elmotorer/4WD
- Ydelse: 480 kW eller 652 hk
- 0-100 km/t.: 3,9 sek.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.