EMNER

Nu må han nøjes med at køre på knallert

Søgte om fornyelse af erhvervskørekort - nu må han slet ikke køre bil

Niels Erik Georgsen er henvist til at køre på knallert, når han skal frem og tilbage. Kørekortet er inddraget, selv om ikke på nogen måde har overtrådt færdselsloven. Foto: Lars Pauli
Niels Erik Georgsen er henvist til at køre på knallert, når han skal frem og tilbage. Kørekortet er inddraget, selv om ikke på nogen måde har overtrådt færdselsloven. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

HALVRIMMEN: Man kan godt miste retten til at køre bil i en periode uden overhovedet at have overtrådt færdselsloven, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Det har den 48-årige Niels Erik Georgsen fra Halvrimmen oplevet, og han finder det helt urimeligt, at han skal straffes på den måde uden at have gjort noget som helst ulovligt.

Derimod skete der det, at han søgte om fornyelse af sit erhvervskørekort, og det endte med, at han ikke må køre bil eller motorcykel af nogen art i en periode.

Sektionsleder Dorthe Nørgaard fra Trafiksektionen hos Nordjyllands Politi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men hun erkender, at det fra tid til at anden kan gå som i Niels Erik Georgsens sag, og at det kan virke uretfærdigt, men at reglerne er overholdt.

Gik på antabus

Niels Erik Georgsen fortæller, at han i nogen tid har været sygemeldt, blandt andet på grund af dårlig ryg, og at han i en periode fik lidt rigeligt af de våde varer:

- Jeg begyndte efterhånden at bruge alkohol som smertestillende middel, men her i efteråret sagde jeg til mig selv, at det var blevet for meget, og så gik jeg til lægen for at komme i behandling med antabus. Derfor har jeg siden 15. oktober været til kontrol hos lægen to gange om ugen, og det går fint.

I et forsøg på også at skaffe sig et nyt job, har han søgt om fornyelse af sit erhvervskørekort. Imidlertid skal der så en lægeerklæring med, og af den fremgik det jo, at han er på antabus, og så ruller systemet.

Dorthe Nørgaard forklarer:

- I sådan et tilfælde sender vi sagen til Sundhedsstyrelsen, og den afgørelse, som styrelsen kommer frem til, retter vi os efter.

I Niels Erik Georgsens tilfælde var resultatet, at han fik inddraget retten til at føre motorkøretøj i det hele taget, men at sagen kan tages op igen efter 15. april, hvis det kan dokumenteres, at han så har overholdt sin antabus-behandling i det forløbne halve år.

Det kom bag på ham, at ansøgning om fornyelse af erhvervskortet kunne få dén konsekvens:

- Jeg kunne forstå, hvis man sagde nej til fornyelsen af erhvervskortet, men jeg synes, at det er helt urimeligt, at jeg heller ikke må køre almindelig bil, når jeg ikke har gjort noget ulovligt.

Vi skal vide det først...

Dorthe Nørgaard forstår godt hans harme:

- Men sagen er, at når vi bliver gjort bekendt med, at der kan være en risiko (i dette tilfælde for spirituskørsel, red.) er vi nødt til at reagere på det. Andre helbredsmæssige forhold kunne have fået samme konsekvens, men vi kan under alle omstændigheder først reagere, når vi får kendskab til tingene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden