Nu skal politibetjente registrere citronmåner
Betjente hidser sig op over nye krav - deres tidsforbrug skal registreres grundigt
DANMARK: Landets politibetjente skal fremover opgøre den tid, de bruger på at spise kage, holde kaffepause eller spise frokost.
Nye krav betyder, at betjente ved arbejdsdagens slutning skal registrere de minutter, de har brugt på andet end politiopgaver. Det skriver Avisen.dk.
- Mit indtryk er, at det tager omkring et kvarter hver dag. Det bliver altså hurtigt over en time i løbet af en arbejdsuge, som går med registrering, siger Jørgen Jensen, ansat hos Københavns Vestegns Politi og ansvarlig for arbejdstid i Politiforbundet, til Avisen.dk.
Betjente skal i forvejen dokumentere deres arbejdsdag minutiøst. Uanset om de kører patrulje eller efterforsker, skal de dagligt - på forskellige elektroniske konti - lave en personlig opgørelse af, præcis hvad arbejdstiden er gået med.
Nu er der så dukket en ekstra konto op - nemlig resttiden. Alt med en varighed over 15 minutter, for eksempel hvis man spiser kage til en kollegas afskedsreception, skal opgøres som ”resttid”.
Har hidset betjente op
Kravet har hidset en del betjente op, og det kan Politiforbundets formand Claus Oxfeldt godt forstå:
- Det har taget overhånd med det her public management-cirkus. Det handler i al sin enkelthed om, hvorvidt man har tillid til medarbejderne eller ej. Det her er kontrol, kontrol, kontrol og det virker tudetosset. Folk har virkelig svært ved at se meningen med det, siger han til Avisen.dk.
Ifølge økonomicentret i Rigspolitiet er der tale om en meget lille og teknisk ændring, der ikke burde sluge et kvarter af arbejdsdagen.
Sådan er kravene også andre steder
Den gamle løsning, hvor betjentene ”kun” skulle registrere den tid, de brugte på faglige opgaver, efterlod spørgsmål, siger centerchef Jeppe Brinck.
- Jeg forstår godt, at folk hellere vil lave operativt arbejde, fordi det er det, de brænder for. Men det er del af hverdagen, at vi kan rapportere, hvad vi laver. Der er også et krav fra det omgivende samfund om, at vi kan vise, hvordan vi bruger vores penge, så man kan prioritere ressourcerne rigtigt. Hovedparten af vores omkostninger i politiet går jo til løn, siger han til Avisen.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.