Sæby

- Nu vil jeg da holde endnu bedre øje

Jesper Sørensen fik forruden ødelagt, da hans bil blev ramt af en tung genstand, da han kørte under broen ved Sæby Syd på E45

Jesper Sørensen med forruden, der flækkede i hele bilens bredde. Foto: Jan H. Pedersen
Jesper Sørensen med forruden, der flækkede i hele bilens bredde. Foto: Jan H. Pedersen

Opdateret kl. 17:00

SÆBY: Det begyndte som en helt almindelig biltur fra Strandby til Aarhus for Jesper Sørensen og hans kone, der var på vej til en julefrokost. Men tirsdag omkring klokken 11.20 tager dagen en både uventet og ubehagelig drejning, da bilen passerer under broen ved afkørsel Sæby Syd på motorvej E45.

- Lige efter vi kommer ud under broen, hører jeg et meget, meget højt brag. Min første indskydelse er, at det måske er et stenslag, men ret hurtigt går det op for mig, at det er et meget kraftigt brag, meget kraftigere end et traditionelt stenslag.

- Vi kører så af ved den næste afkørsel og ringer til politiet undervejs, fordi vi føler os overbeviste om, at det her er ikke bare et stenslag men en sten, der er blevet kastet. Ellers havde vi ikke fået så stor skade og hørt så høj en lyd, siger Jesper Sørensen.

En del af ruden var smadret oppe ved bilens tag og den var også flækket i hele dens bredde. Politiet var meget hurtigt fremme på stedet, fortæller Jesper Sørensen.

- Vi sætter dem ind i situationen og hvad det er, vi har oplevet, og de går så hurtigt, som de kan, i gang med at afspærre og prøve at finde spor efter dem, der kan finde på at gøre sådan noget her en 2. juledag.

- Det er mildest talt noget rystende. Det var ikke lige det, vi havde regnet med sådan en 2. juledag lige før frokost, siger Jesper Sørensen.

Hverken han ellers hans kone bemærkede noget på broen, selv om de faktisk havde det siddende lidt i baghovedet, inden de passerede under den, men der var meget trafik både på motorvejen og på broen.

- Med de seneste tilfælde (af stenkast, red.), så lægger man selvfølgelig mærke til - bevidst eller ubevidst - om der står nogen på broen, men det falder ikke nogen af os ind, at der kan stå nogen på broen med sådan nogle idéer, siger Jesper Sørensen.

Og oplevelsen har sat sig spor hos den erfarne bilist, der kører 60.000-65.000 kilometer om året.

- Når vi står og ser på, hvor stenen har ramt, så er det jo brøkdele af et sekund, det drejer sig om, Hvis vi havde kørt lidt langsommere, hvis de havde kaster den lidt før, så havde den siddet midt i forruden, og det er da en ubehagelig tanke. Vi er selvfølgelig begge to lettere rystede over det, og hvad der kunne være sket; og tænker også over, hvad det er for nogle sindssyge personer, der kan finde morskab ved at stå og kaste med sten efter biler på en motorvejsbro, siger Jesper Sørensen.

- Jeg tror, at jeg tænker - lige som alle andre - at det sker selvfølgelig ikke for mig, for godt nok har vi læst om de mange tilfælde, og godt nok har der også her i julen været flere episoder, men jeg havde aldrig tænkt, at det kunne ske her ved Sæby. Det havde jeg simpelthen aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig.

- Nu vil jeg da holde endnu bedre øje, end jeg egentlig synes, at jeg gjorde i forvejen, slutter Jesper Sørensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden