Nibe Festival

Nul-tolerance over for vold og narko

Skalskoven i Nibe er til hygge - politiet har fokus på narko ved festival

Peter Møller Madsen understreger, at der er nul tolerance overfor vold og narko. Arkivfoto

Peter Møller Madsen understreger, at der er nul tolerance overfor vold og narko. Arkivfoto

NIBE: En social festival, hvor folk opfører sig ordentligt i hyggelige rammer i Skalskoven, der lægger en naturlig dæmper på folk.

Sådan vil festivalleder Peter Møller Madsen have, at folk skal opfatte Den lille Fede i Nibe. Og det ønske bakkes op af en konsekvent politik overfor folk, der ikke lever op til netop det.

- Vi har nul tolerance over for narko, vi har selvfølgelig også nul tolerance overfor vold. Det vil vi simpelthen ikke se i vores skov. Til gengæld oplever vi heller ikke så meget af det. Skoven lægger ligesom en fed fed dæmper på det. Folk hygger sig, når de er til festival i Nibe. Det er vigtigt for os. Men vi vil have, at folk skal tage hånd om hinanden, og det er også det signal vores sikkerhedsorganisation sender, siger Peter Møller Madsen.

Advarselsarmbånd

Samtidig understreger Peter Møller Madsen, at hvis politiet laver en sag mod en person, så bliver der handlet konsekvent fra festivalens sikkerhedsorganisation.

- Hvis der bliver en politisag, og der bliver givet en bøde, så er det selvfølgelig, fordi gæsten har haft noget på sig, som de ikke skulle have, og så er det tak for i år, siger festivalbossen.

Han fortæller, at Nibe Festival har det, som man kalder et advarselsarmbånd. Det gives til gæster, der ikke opfører sig ordentligt, men dog ikke så skidt, at de bliver bortvist.

- Så får de afmonteret deres normale armbånd, og så får de et armbånd på, som viser, at de render rundt med et gult kort. Det har en fed virkning på folk, så dem, der ligger og bobler og er tæt på at miste hovedet, de tænker sig lidt mere om, lyder beskrivelsen fra festivallederen.

Gæster med advarselsarmbånd skal op og have udskiftet deres armbånd til et nyt med en ny farve hver dag.

Politi til stede

Nordjyllands Politi er ligesom tidligere år tilstede ved Nibe Festival fra nu af og til slut på søndag.

- Der bliver lavet kontroller for narko løbende, og der er politi til stede for at forebygge uroligheder lige som tidligere år, siger lederen af ”festivalpolitiet”, fungerende politikommissær Carsten Straszek, Nordjyllands Politi.

Han vil ikke ud med, hvor mange betjente, der er i aktion, men siger, at ”vi er nok, og der er dem, der er behov for”.

- Vi plejer at have det nogenlunde stille og roligt, og det er normalt en god fest for alle. Det vil vi også som politifolk tilstræbe, siger Carsten Straszek.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst