Biler

Ny autocampermodel med Mercedes som basiskøretøj

Kabe laver ny modelserie, Kabe Novum, der erstatter den tidligere Classic-serie

Kabe laver en ny modelserie, der er bygget over Mecerdes Sprinter.
Kabe laver en ny modelserie, der er bygget over Mecerdes Sprinter. Foto: Kabe

Opdateret 05. august 2022 kl. 13:38

FERIE: Autocamperproducenten Kabe udvider fra næste år sit sortiment med en camper bygget over Mercedes Sprinter med navnet Kabe Van.

Virksomheden fortæller i en pressemeddelelse, at den nye model er en fuldt vinterudstyret kassebil med høje standarder og omhyggeligt dimensioneret isolering. Her er der vandbåren gulvvarme helt ind til kabinen og alle bekvemmeligheder i form af et veludstyret køkken, toilet med bruser og rigtig behagelige senge. 

Modellen kan bestilles med tvillingehjul, som øger lastvægten med 850 kg og giver en tilladt totalvægt på syv tons. Perfekt til alle, der for eksempel vil kunne trække hestetransport, læsse tungt arbejdsudstyr eller have en båd på slæb, siger Patrik Trofast, der er salgsansvarlig for Kabe i Sverige.

De første Mercedes-byggede autocampere fra Kabe blev præsenteret i 2020 og bestod af to fuldt integrerede modelserier: Crown og de topudstyrede premiumbiler i Imperial-serien.

Efter succesen med de første Mercedes-modeller var Kabe hurtigt klar til at tage det næste skridt. I 2021 blev den delintegrerede Kabe Royal Crossover x780 og x880 lanceret i Mercedes-design, med 2,50 bredde og en rummelig hæve/sænkeseng foran.

- Royal x780 positionerede sig straks som en af vores rigtige bestsellere. Tilstrækkeligt stor og med et gennemtænkt og fleksibelt layout, synes mange. Populariteten steg mærkbart i forbindelse med Kabe gruppens egen messe på Elmia i september 2021, hvor muligheden for at prøvekøre den nye model blev tilbudt, siger Patrik Trofast.

Han oplyser, at hver model og hver enkelt køretøjsstørrelse har et individuelt tilpasset chassis, der optimerer køretøjets egenskaber på vejen. De specialiserede løsninger er udviklet af Kabe, Mercedes og AL-KO.

Ny Kabe Novum

Kabes store autocamper-nyhed for 2023 er en helt ny modelserie, kaldet Novum, som også har Mercedes Sprinter som base og chassis fra AL-KO. Kabe Novum erstatter den tidligere Classic-serie og betyder, at alle Kabe autocampere nu er bygget med Mercedes-Benz som base.

- Den nye Kabe Novum er en fleksibel delintegreret autocamper, der opfylder ønsker fra mange af vores nytilkomne kundegrupper. Herunder yngre familier, som ønsker en let og veludstyret autocamper med fuld Kabe-standard, der kan bruges hele året rundt, siger Patrik Trofast.

Novum er 7,50 meter lang og fås i to basisudgaver: Novum Light med en totalvægt på 3,5 tons og den lidt mere udstyrede Novum Heavy med en totalvægt på 4,5 tons, hvor det også er muligt at bestille en praktisk optrækbar tagseng over dinetten, fordi bilen er bygget i et crossover-design.

Kabe Novum tilbydes med tre forskellige planløsninger: 750 LXL, som har dobbeltseng og toilet med brusekabine i hver sin side bag i bilen og L-formet køkken. 750 LGB, med enkeltsenge hævet et par trin for at rumme en garage/lastrum i bagenden. Toilet og bruser er i midten langs den ene side af bilen. L-formet køkken. 750 T har to lange senge i midten af bilen, hvor toilet og separat  brusekabine er placeret bagerst og strækker sig i hele autocamperens bredde.

- En anden nyhed for 2023 er, at selv vores delintegrerede modeller, Novum og Royal, nu får Kabes eget faste kvalitetsindtræk på forsæderne med et flot Kabe-logo på ryglænet, fortæller Patrik Trofast.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden