Ny bog om uheldige helte
"De uheldige korstogshelte" er titlen på en ny bog, der lørdag blev præsenteret på Vendsyssel Historiske Museum.
Forfatteren til bogen er lokalhistoriker Gert Jensen fra Børglum. Og det er vanskeligt ikke at lade sig begejstre over fortællingen om de nordjyske uheldige, helte, når Gert Jensen beretter - og han krydrer behændigt beretningen med muntre detaljer fra heltenes lange rejse mod Jerusalem.
Bogen er på 60 sider og den er rigt forsynet med kort, billeder samt nyttige, historiske fakta-sider om korstogsperioden. Og som Gert Jensen selv udtrykker det, så er den skrevet i et sprog, som alle kan forstå.
- Jeg er jo selv slagter fra Børglum, smiler Gert Jensen.
Bygge på øjenvidneberetning
Bogen bygger på et værk, som er nedskrevet sidst i 1100-tallet af en kannik i Vendsyssel. Det er historien om 800-1000 nordjyder, der ville kæmpe med den engelske konge Richardt Løvehjerte i Jerusalem. De måske nok lidt for festglade krigere blev ramt af det ene uheld efter det andet på deres færd, og de kom for sent til krigen.
Det er ikke et historisk værk om store kampe på slagmarken. De eneste kampe, læserne hører om i den overleverede beretning, er de slagsmål, som de brave mænd roder sig ind i under deres drukture.
Overset nordjysk historie
- Mærkelig nok, er der ingen danske historikere, der har interesseret sig for korstoget. Det er nordjysk historie, der er overset og glemt - der er ikke rigtig nogen, der har taget sig af den, konstaterer Gert Jensen.
- Jeg har arbejdet med det i flere år. Blandt andet har jeg været med til at lave en EU-rapport omkring den her historie, der viser samhørigheden mellem Danmark, Norge og Sverige.
Der har også været etableret en udstilling om korstogsridderne - en udstilling, der har været vist flere steder i Nordjylland. Næste trin er et ambitiøst filmprojekt om historien. Målet er otte afsnit til internationalt tv. Et projekt til 150 mio. kroner.
- Og så har jeg tænkt, at jeg hellere måtte få beretningen på skrift i en bog.
I korsridderenes fodspor
Gert Jensen har arbejdet med de nordjyske korsriddere siden 1992, og han har haft en af de fremmeste nordiske historieeksperter - med indgående kendskab til emnet - til at læse manuskriptet igennem, for at sikre historisk validitet.
- Korstoget var et nordjysk foretagende, og det har ingen andre været inde på tidligere. Jeg har kortlagt hele ruten gennem Europa, tilføjer Gert Jensen, der i forbindelse med EU-projektet personligt har rejst i de nordjyske korsridderes fodspor.
Læsningen kalder på smilet undervejs - for heltene er ikke altid lige heldige med deres beslutninger.
- De gjorde det jo af en god mening. Men da vi snakkede filmprojekt, var vi da helt ude i at snakke Monty Python-genren, griner Gert Jensen.
Bogen er udgivet fra forlaget Vendila, og den kan købes hos alle velassorterede boghandler i Nordjylland.
Bogen om korsridderne er Gert Jensens femte udgivelse. De tidligere udgivelser har ligeledes taget afsæt i nordjysk historie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.