Overlade

Ny borgmester glæder sig til det brede samarbejde

Venstres kommende borgmester glæder sig over fremgang men ømmer sig over en dyr konstituering for partiet

Per Bach Laursen er kommet ekstra frem i rampelyset efter at borgmesterkæden blev lagt på skuldrene af ham af byrådets partier minus et: Det siddende borgmesterparti, Konservative. Til venstre valgets anden store sejrherre: socialdemokraten Palle Jensen. Foto: Claus Søndberg
Per Bach Laursen er kommet ekstra frem i rampelyset efter at borgmesterkæden blev lagt på skuldrene af ham af byrådets partier minus et: Det siddende borgmesterparti, Konservative. Til venstre valgets anden store sejrherre: socialdemokraten Palle Jensen. Foto: Claus Søndberg

OVERLADE: Udenfor er 12 hektar mark pjasket til af regn, så sæsonens sidste kartofler næppe lader sig hente op på normal vis. Men indenfor, på slægtsgården, er den politiske høst kommet i hus.

Det er dagen derpå for Per Bach Laursen, der tidligt onsdag morgen fik mandat til at skifte titlen som viceborgmester ud med den som borgmester, når kalenderåret rinder ud.

En hektisk valgnat har vendt op og ned på meget i Vesthimmerlands politiske liv. Konservative, der har været byrådets storebror i denne valgperiode, bliver efter nytår den lille.

Det sker, da partiet som det eneste ikke var med i konstitueringen og dens fordeling af de politiske ansvarsposter.

Fordeler tunge poster

Efter otte år er borgmesterposten tilbage hos Venstre, der dermed får førertrøje på. Men det sker i tæt samarbejde med valgets anden store vinder, Socialdemokratiet, der får hele fire tunge formandsposter i byrådets vigtige udvalg.

Venstre får med to nye mandater - udover økonomiudvalget, hvor borgmesteren altid er formand - kun førersædet i det nye børne- familieudvalg. Det består af det nuværende børne- skoleudvalg samt store dele af det nuværende socialudvalgs område.

Dertil får Dansk Folkeparti formandsposten for beskæftigelsesudvalget, SF får en viceborgmester.

- Hvis der er noget, der har kunnet holde mig lidt vågen i nat, så er det at det har været en dyr sejr for Venstre at afgive de formandsposter. Men vi har hele tiden snakket bredt samarbejde, fortæller Per Bach Laursen.

K’s egen skyld

Når bredden ikke inkluderer Konservative er det partiets egen skyld, mener han. Partiet har stort set ikke reageret på den store mistillid resten af byrådet har vist borgmester Knud Kristensen efter en række sager om inhabilitet det sidste års tid. Og man har sagt man vil forhandle med partiet, blot ikke med borgmesteren.

- Det kan virke hårdt. Men sådan er det. Jeg ved godt, at Konservative kan blive sure, men vi håber det går bedre med tiden, siger Per Bach Laursen.

Tillykke fra Folketinget

Dagen begyndte med at han blev vækket af en ringende telefon, meget senere på morgenen end han plejer. Men når man først kommer i seng klokken fire om morgenen hører det med at få lov at snue lidt længere end ellers.

Herefter er der gået nogle timer med at besvare henvendelser. Blandt andet fra Venstres gruppeformand på Christiansborg, Søren Gade, der så Vesthimmerland som et lyspunkt i et valg, der mest bragte det liberale parti tilbagegang.

- Jeg var meget glad for den opringning. Det er rart at resultatet vækker positiv opmærksomhed, er kommentaren.

Glæder sig til samarbejde

Først efter det konstituerende byrådsmøde den 4. december ligger aftalen fuldstændig fast. Og Per Bach Laursen har noteret sig, at Knud Kristensen har sagt, at han har endnu et skud i bøssen. Men indtil videre glæder Per Bach Laursen sig til det nye samarbejde med de andre partier:

- Vi har en god måde at arbejde sammen på. Alle er modtagelige for berettiget kritik, roser den kommende borgmester.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden