Ny busvej vil skære hjørne af drivhus
[/18 grå] Undersøgelse skal vise, om der er økonomi i projektet
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:37
GUG: - Uanset hvor livlig en fantasi jeg har, så har jeg svært ved at se, hvordan Aalborg Kommune kan finde et trecifret millionbeløb til en sporbus på budgettet, siger teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF). Alligevel arbejder teknisk forvaltning stadig videre med den forberedende planlægning.Sidste år blev der fastlagt en linjeføring for sporbussen på strækningen mellem Sohngårdsholmsvej og Aalborg Universitet. Sporbusvejen vil komme til at skære hen over Kommunegartneriets grund, kappe et hjørne af et drivhus og gå under motorvejen via en ny tunnel. At anlægge den strækning som busvej alene vil koste 23-25 millioner kroner, anslår stadsingeniør Kurt Markworth.I de kommende måneder skal en undersøgelse afklare, om sådan en busvej vil være rentabel. Her skal udgiften sammenholdes med den tidsbesparelse, de eksisterende bybusser vil kunne opnå ved at køre på en særlig busvej i stedet for at køre i den almindelige trafik ude på Th. Sauers Vej og Egensevej.- Det er måske kun ét minut, måske mere. Det ved vi ikke, men målinger i busserne skal vise, præcist hvor lang tid de bruger på strækningen nu. Samtidig skal man være opmærksom på, at en hurtigere transporttid kan flytte flere mennesker over i den kollektive trafik, siger Kurt Markworth.Undersøgelsen, som er et ønske fra det radikale byrådsmedlem Preben Pedersen, skal være afsluttet til sommer, og derefter skal politikerne have sagen på dagsordenen igen.- Jeg synes, at man skal tage alle forhold i betragning, også de økonomiske. Men jeg kan ikke forestille mig, at det vil være en dårlig idé at anlægge den busvej under motorvejen. Det vil give en væsentlig forbedring af den kollektive trafik i området, og derfor også være en fordel for miljøet, mener Preben Pedersen.- Til gengæld kan jeg have mine tvivl om rentabiliteten af en sporbus, men det er en helt anden historie. Hvis vore efterkommere engang skulle få råd til det, er det da fornuftigt nok at friholde et spor til banen, siger han.SF sagde fraHenrik Thomsen er som udgangspunkt positivt stemt over for ideen om en busvej, men vil vente på undersøgelsen, før han tager stilling til spørgsmålet.- Der er en væsentlig forskel på en udgift på 23-25 millioner kroner og på et trecifret millionbeløb, som den mest vidtgående sporbusplan vil koste. Det var den vidtgående plan, SF sidste forår tog afstand fra, præciserer Henrik Thomsen.Planen om en sporbus var oppe at vende, da byrådet i marts 2001 behandlede et forslag til udvikling af infrastrukturen i Aalborg-området. Her fik SF ført til protokols, at partiet ikke kunne godkende det videre planlægningsarbejde for sporbusserne. Et flertal var imidlertid parat til at gå videre med ideen.50 år ude i tidenSporbus-projektet startede som en langsigtet og ikke særlig præcis vision, og der er stadig ikke nogen, der kan sige, hvordan et fuldt udbygget projekt egentlig kan ende med at se ud om måske flere årtier. Hvis det da nogensinde bliver gennemført.- En sporbus er en sporvogn uden skinner, men med almindelige hjul som en bus. Der findes nogle i Frankrig, men det er meget på eksperimentstadiet. Mange byer i Europa overvejer nye løsninger i den kollektive trafik. I Jönköping i Sverige vil man for eksempel på lang sigt indføre sporvogne, og derfor afsættes plads til skinnerne nu. De har et slogan: "Tænk sporvogn, kør bus", fortæller Kurt Markworth.Han mener, at indførelse af egentlige sporbusser i Aalborg nok ligger 50 år ude i fremtiden.- Som landet ligger, er der ikke forretning i det. Der er ikke passagerer nok. Det kræver en yderligere udbygning af universitetsområdet og en fortætning af boligbyggeri langs den planlagte bane for sporbussen, siger han.Denne bane er for en ordens skyld tegnet op helt ind til midtbyen. Sporet skal svinge om hjørnet fra Th. Sauers Vej ned ad Sohngårdsholmsvej og videre ind til busterminalen via Bornholmsgade og Jyllandsgade, eller via Østre Allé.- I planlægningen for universitetets udbygning arbejder vi ud fra en model, hvor der er en busvej under motorvejen. Men der er ikke taget stilling til, om den skal føres videre ind til byen, siger stadsingeniøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.