Ny cafe på Sallingsundvej
Boligforening samarbejder med Food College

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG ØST: Et bevidst valg i forhold til den aktuelle debat om den danske nationalret, er det måske ikke, men faktum er i al fald, at der var stegt flæsk og persillesovs på menuen, da Sundpark Caféen for første gang slog dørene op i sidste uge.
- Sundpark Caféen er et resultat af et unikt samarbejde mellem Himmerland Boligforening og de dygtige undervisere og studerende på Food College Aalborg. Et par frokosttimer hver tirsdag og torsdag vil eleverne som et led i er skolepraktikophold sørge for, at der bliver serveret god mad til fornuftige priser i den nye café, som er en del af aktivitetshuset på Sallingsundvej 75 i Aalborg Øst, oplyser Himmerland Boligforenings direktør, Ole Nielsen.
Tilstrækkeligt med lære- og praktikpladser har i en årrække været et problem i byggebranchen og krisetiderne har naturligvis ikke gjort tingene nemmere. Med nybyggerier og renoveringer for cirka 4,5 mia. kr. frem mod 2020 er Himmerland Boligforening aktuelt Region Nordjyllands største bygherre og det mener de forpligter, når det gælder lærlinge og praktikanter.
- Aktuelt beskæftiger de virksomheder, der har opgaver på vores byggepladser, 23 lærlinge eller praktikanter ud af en samlet stab på 156 mand, mens vi selv har ni unge under uddannelse. Vi kan ikke levere lærepladser til de unge, der er under uddannelse på Food College Aalborg, men gennem aftalen om driften af Sundpark Caféen kan vi være med til at sørge for, at de studerende får et meningsfyldt skolepraktikophold.
Cafétilbuddet, der opererer med priser på 15-25 kr. for dagens varme ret, er specielt henvendt til lejerne i de knap 1000 boliger i Himmerland Boligforenings afdelinger på Hvalpsundvej, Næssundvej, Oddesundvej, Sallingsundvej, Tambosundvej og Vilsundvej.
Boligforeningen markerede åbningen af caféen med et besøg af Morten ’Kok’ Nielsen, der fortalte om sin målrettede jagt på drømmene fra barndommens krolege derhjemme til nutidens virksomhed med to af landsdelens førende restauranter.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.