Ny coronavariant set i Frankrig i starten af december
12 tilfælde af ny variant er set i Frankrig ifølge Dagbladet. Det er ifølge forskere for få til at sige noget.
En ny coronavariant er fundet i Frankrig. Det skriver norske Dagbladet.
Varianten, B.1.640.2, har 46 mutationer - blandt andet mutationen N501Y, der er kendt fra tidligere varianter, som gør den mere smitsom.
Undersøgelsen heraf er ikke fagfællebedømt af uafhængige forskere, og derfor skal resultatet læses med forbehold.
Varianten blev allerede omtalt 10. december af det store franske medie Le Figaro, men i slutningen af december kom en foreløbig rapport, der viste, at den er fundet hos 12 personer i Frankrig.
De smittede kommer fra det samme område i byen Forcalquier tæt ved Marseille, men varianten menes at være kommet fra Cameroun.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har ikke reageret og klassificeret varianten som en, de er opmærksomme på.
Forskerne bag undersøgelsen peger da ifølge Dagbladet også på, at det er for tidligt at spekulere i egenskaberne baseret på de 12 tilfælde.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.