Ny debat om skolebygning
Situationen for den gamle skolebygning i Ræhr er uafklaret
RÆHR: Hvad skal der ske med bygningerne, som tidligere husede Ræhr Skole og børnehus.
Det spørgsmål skal kommunens udvalg for miljø og teknik prøve at finde et svar på i denne uge, når politikerne skal drøfte en indstilling fra forvaltningen, som skitserer to muligheder for fremtiden.
Den mest vidtgående er en fuldstændig nedrivning af samtlige bygninger. Der er også beskrevet en model, som vil bevare den gamle lærerbolig med den nye tilbygning, som søges overdraget til Ræhr Beboerforening, mens den øvrige del af skolebygningen nedrives.
Ræhr Skole er en af flere kommunale bygninger, som er blevet overflødig i forhold til den oprindelige anvendelse. I dag fungerer skolens tidligere lærerbolig som beboerhus og gymnastiksalen bruges til forskellige aktiviteter. De øvrige dele af bygningen er ikke i brug.
Af redegørelsen til udvalget fremgår, at den bedste løsning ud fra et bygningsmæssigt synspunkt er at fjerne hele bygningen, men det understreges, at den gamle lærerbolig relativt nemt kan adskilles fra den øvrige del af bygningen. Det åbner mulighed for at bevare den som lokalt samlingspunkt.
Derimod skønnes det ikke realistisk at bevare gymnastiksalen. Alene omkostningerne ved at adskille den fra den øvrige del af bygningen og genetablere installationerne overstiger værdien af bygningerne.
I øjeblikket er udgifterne til at opvarme de tomme bygninger skønnet til 40.000 kroner årligt, mens udgifterne til at holde bygningerne ved lige er reduceret til det mest nødvendige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.