Ny direktør for VisitNordjylland
47-årige Ann Marie Søborg Karkov har fået den klare og entydige opgave at skaffe flere turister til Nordjylland

Ann Marie Søborg Karkov
NORDJYLLAND:Bestyrelsen i VisitNordjylland har arbejdet på en overordnet plan, der skal gøre VisitNordjylland til en topmoderne og kraftfuld markedskommunikator indenfor nordjysk turisme og henter i den forbindelse ny direktør i SE-koncernen. Det er 47-årige Ann Marie Søborg Karkov, der kommer fra en stilling som direktør for SE-koncernens interne reklamebureau, og som gennem sin karriere har sikret sig en bred erfaring indenfor markedskommunikation og ledelse på tværs af forskellige brancher.
Det skriver VisitNordjylland i en pressemeddelelse:
Ann Marie Søborg Karkov tiltræder den 3. september 2018 stillingen som direktør for VisitNordjylland. Hun kommer fra en stilling, hvor hun med stor succes har stået i spidsen for SE-koncernens interne reklamebureau samt en marketingafdeling med ansvar for kommunikation og markedsføring til antenneforeninger og boligforeninger.
VisitNordjyllands nye direktør har desuden varetaget lederstillinger indenfor marketing, kommunikation og branding - senest som marketingchef i Nyfors, hvor hun bl.a. øgede kendskabet til selskabet markant og bidrog til en stejl vækstkurve; og før det bl.a. i Qubiqa-koncernen, Royal Greenland samt Aalborg Portland.
Ann Marie Søborg Karkov har desuden lige afsluttet en MBA-uddannelse, og der er således tale om en direktør med en solid ballast indenfor marketing og ledelse samt en bred erfaring fra forskellige brancher, bemærker bestyrelsesformand Rikke Gandrup:
- Efter en grundig rekrutteringsproces er vi i bestyrelsen glade for at kunne ansætte Ann Marie Søborg Karkov som ny direktør for VisitNordjylland. Konkurrencen om turisterne øges hele tiden, og det er centralt for turismens udvikling i vores landsdel, at nordjysk turisme arbejder sammen, og at vi i vores kommunikation til gæster fra både det øvrige Danmark og udlandet fremstår som en attraktiv destination.
Med Ann Marie ved roret har jeg og den øvrige bestyrelse fuld tiltro til, at vi i de kommende år vil se en markant udvikling, og vi tror på, at nordjysk turisme vil opnå en fremtrædende placering, når fremtidens potentielle gæster skal vælge feriedestination, siger hun.
VisitNordjylland får fremadrettet den klare og entydige opgave at skaffe flere turister til Nordjylland, og Ann Marie Søborg Karkov fortæller i den forbindelse:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med, hvad der for mig er, drømmejobbet. Jeg ser frem til - sammen med den øvrige organisation og vores gode samarbejdsrelationer - at sætte mit præg på den fremtidige udvikling af VisitNordjylland og med digitalisering som centralt nøgleord skabe den markedsføring, branding og kommunikation om vores skønne Nordjylland, der vil sikre os den velfortjente position som Danmarks foretrukne turistdestination.
Den hidtidige direktør, Lars Enevold Pedersen, bekendtgjorde i april, at han ønskede at fratræde for til august at indtage en ny stilling som direktør for rejseselskabet Samson Travel A/S.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.