Løkken

Ny ejer på Hotel Litorina i Løkken

Gert Ritter er ny ejer - varsler renovering i efteråret

Gert Ritter og Conni Kjeldsen. Ejerskifte på Hotel Litorina. Foto: Kirsten Olsen
Gert Ritter og Conni Kjeldsen. Ejerskifte på Hotel Litorina. Foto: Kirsten Olsen Kirsten Olsen

LØKKEN: Ejendomsmægler og forhenværende feriehusudlejer Gert Ritter, Løkken har købt hjørneejendommen Toldbodvej/Søndergade 15 i Løkken. Den indeholder foruden to forretningslokaler også Hotel Litorina med 9 hotellejligheder samt to helårslejligheder. Ejendommen er på i alt 1.018 kvm.

De hidtidige ejere Conni Kjeldsen og Knud Olesen driver også pubben Murphy´s lige overfor, og har ønsket at drosle lidt ned.

- Vi har nok i Murphy´s, så nu kan vi få lidt mere fritid, udtaler Conni Kjeldsen.

Gert Ritter driver i forvejen ejendomsmæglerfirmaet Bolignes i det ene af forretningslokalerne i ejendommen. Det andet lokale rummer forretningen Blondehuset.

- Jeg manglede lidt, siger Gert Ritter med et glimt i øjet, - og da jeg var lejer i den ene ende af huset, så lå det lige til højrebenet at købe ejendommen med hotel og det hele, tilføjer han.

Gert Ritter vil selv drive hotellet videre i sammen ånd, som det har været drevet af de forrige ejere. Det bliver blot med den ændring, at receptionen kommer til at ligge sammen med ejendomskontoret ud til Søndergade.

- Hotel Litorina er en god og sund virksomhed, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Og til efteråret vil der blive foretaget en renovering af bygningen, udtaler Gert Ritter.

Gå til relaterede emner

Forsiden