Biler

Ny elbil elsker solskin, der giver gratis strøm til bykørsel

Tysk iværksættervirksomhed er klar med verdens første elbil, der er næsten komplet beklædt med solceller. Bilen vil kunne lade sig selv op til hverdagens småture, og den kommer også til Danmark

Den kantede Sono Sion Solar kommer nu endelig i produktion. Det sker hos finske Valmet. Sono Sion har solceller integreret i både taget, motorhjelmen og siderne af karrosseriet.
Den kantede Sono Sion Solar kommer nu endelig i produktion. Det sker hos finske Valmet. Sono Sion har solceller integreret i både taget, motorhjelmen og siderne af karrosseriet. Foto: Sono Motors

Opdateret 29. juli 2022 kl. 13:29

SOLCELLER: Sion – bilen, der oplader sig selv.

Sådan bliver en helt ny tysk bilmodel introduceret, og der er angiveligt noget om snakken. Det nye bilmærke Sono har nemlig præsenteret en produktionsklar udgave, som nærmest er beklædt med solceller overalt på bilen. Dermed skulle den nye MPV-lignende model kunne lade strøm nok til 16 km kørsel i gennemsnit hver dag.

Ideen om solceller, der genererer strøm til biler, er langt fra ny, men indtil videre er det kun få bilmærker, som har installeret teknologien. Hos Toyota har det været muligt at tilkøbe til en Prius og den nye Fisker Ocean har solceller på taget som standard.

Det er dog første gang, at et bilmærke beklæder snart sagt alle overflader med solceller, som tilfældet er med den nye model, der hedder Sono Sion. Her er der solpaneler på såvel tag, motorhjelm, sidedøre og sidepaneler.

Firmaet angiver de 16 km gratis opladning som et gennemsnit, og det kan give helt op til 6.000 km på et år, hvis man tager bilens strømforbrug med ind i ligningen. Samtidig hævder Sono, at det under ideelle omstændigheder kan være op til 35 km om dagen, underforstået i egne med sol og blå himmel næsten dagligt.

Fungerer som en elbil

Selvfølgelig vil køretøjet stadig bruge en traditionel oplader, men det konstante dryp fra solenergi burde være nok til at tage sig af de fleste småture, siger virksomheden.

Selve rækkevidden uden effekt fra solcellerne er op til 305 km fra batteriet, som har en kapacitet på 54 kWh. Det kan lades op via tre faser og dermed 11 kW ved hjemmeladning og lynladning med 75 kW. Dermed fungerer Sion som en klassisk elbil.

Effekten af solceller i biler har indtil nu været begrænset.

Men en ny generation af fleksible og mere effektive solcellepaneler åbner nye muligheder. Og den nye Sono Sion er en af de modeller, hvor producenten er gået mest radikalt til værks.

Elmotoren på cirka 160 hk kan desuden få bilen til at skyde en topfart på 140 km/t, og den skal bruge omtrent ni sekunder om at nå til 100 km/t. Bilen trækker på forhjulene.

Den tidligere prototype er blevet tilpasset til den endelige produktion med ændret design, nye forlygter og dørhåndtag og så især en bedre indpakning af solpanelerne.

Firmaet har tidligere bekræftet, at man har planer om at sælge bilen herhjemme og at man allerede har danskere, som har reserveret den.

Prisen forventes at starte ved 25.126 euro, hvilket kan oversættes til omkring 240.000 kr. herhjemme.

Lang og ujævn vej

Firmaet fortæller, at man har 19.000 reservationer fra hele Europa, og at produktionen er planlagt til at starte i løbet af efteråret 2023. I første omgang dog til kunder i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Selskabet hedder Sono Motors og har eksisteret siden 2016. I 2017 offentliggjorde man planer om at bygge solcellebilen, og den første prototype vises året efter. Den var markant mindre og de første prisindikationer ligeledes lavere end den færdige bil.

Det har da også været en lang og ujævn vej for Sono Motors, en rejse, der involverede et par crowdfunding-kampagner, en næsten insolvens og en debut på Nasdaq-børsen som et børsnoteret selskab.

Sono Sion er omtrent på størrelse med en Peugeot 3008, men ombygget som en mere klassisk MPV. Den er forsynet med sikkerhedsudstyr som airbags og antiskridsystem, men moderne elementer som blandt andet automatisk nødbremsesystem figurerer ikke umiddelbart på listen over udstyr.

Inde i kabinen skulle der være god plads til fem personer, et stort bagagerum og så er cockpittet meget lig det, vi ser i mange andre nye elbiler. Det er fuldt digitalt med en skærm foran føreren til bla. visning af hastighed og en større infotainmentskærm i midten.

Der vil dog være god grund til at tro, at bilen er noget mere simpelt opbygget og måske også rustik at køre end dagens elbiler er flest.

Skulle du have brug for at bruge bilen som et eksternt batteri, hvis du eksempelvis er på campingtur, kan bilen også bruges sådan – og med solpanelerne vil du kunne bruge bilen til at lade andre ting stort set uendeligt.

Bilen er helt bogstaveligt omfattet af den nye deleøkonomi. To Sono Sion-biler kan nemlig udveksle strøm, hvis den ene skulle mange energi for at kunne humpe frem til en ladestander.

Med den sommer vi har for tiden, er solceller måske ikke det, man lige tænker på først. Ikke desto mindre har vi i Danmark faktisk en hel del soltimer, og hvis du vil køre på den billigst mulige måde, kan bilen klart være relevant.

Sono Motors er skabt af en håndfuld tyske iværksættere med hovedsæde i München.

Firmaet bygger i øjeblikket en flåde af testkøretøjer i München tæt på virksomhedens hovedkvarter, I de næste måneder vil de gennemgå ”kompromisløse praktiske test under ekstreme forhold i både Europa og USA”, fortæller firmaet.

Fremtiden kan blive lys

Planerne er store: Efter syv år er det meningen, at der årligt skal fremstilles 257.000 eksemplarer.
Den nye Sono Sion har endda en lighed med den legendariske Ford T, der satte verden på hjul. Den nye solcellebil fås nemlig også kun i sort og muligheden for at tilkøbe ekstraudstyr er stort set ikke-eksisterende,

Men i modsætning til Henry Ford, der havde skabt adskillige forskellige biler, før han kom i mål med Model T, er Laurin Hahn – den ene af grundlæggerne af Sono – kun lige færdiguddannet fra universitetet.

I en alder af 26 er Hahn miljøforkæmper og idealist.

- Det er ikke vores mål at sælge så mange køretøjer som muligt, men at implementere et innovativt CO2-neutralt mobilitetskoncept, siger han.

Han startede firmaet med Jona Christians, og de styrer begge to virksomheden.

Den første bil født ud af dette ideal er Sion, en matsort MPV.

Samtidig understreger firmaet sin ekspertise inden for solcelleteknologi ved at lancere en ny lignende teknologi til busser, hvor man kan eftermontere paneler på taget. De kan eftermonteres på bybusser, og ifølge Sono kan de spare op til 1500 liter diesel årligt svarende til fire ton CO2.

Sono Sion
  • Er på størrelse med en SUV i den lille mellemklasse.
  • Har plads til fem personer
  • Har solceller hele vejen rundt.
  • Kommer i produktion i efteråret 2023
  • Sono Motors havde ellers i første omgang lavet en aftale med svensk-kinesiske Nevs om at bygge bilerne på den tidligere Saab-fabrik i svenske Trollhättan. Men den aftale faldt til jorden, og nu er Valmet, der har stor erfaring i produktion af biler, kommet ind i billedet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden