Ny flygtningeforening

Asylvenner Jammerbugt søger medlemmer og arbejder på første arrangement

Den nystiftede forening Asylvenner Jammerbugt vil gerne bringe asylansøgere og danskere tættere sammen. - De, der kommer til landet, er mennesker som dig og mig, siger formand Karsten Højen. Arkivfoto
Den nystiftede forening Asylvenner Jammerbugt vil gerne bringe asylansøgere og danskere tættere sammen. - De, der kommer til landet, er mennesker som dig og mig, siger formand Karsten Højen. Arkivfoto

Jammerbugt har fået en ny forening, der ønsker at fortælle de positive historier om mennesker, der er flygtet fra krig og ødelæggelse.

Foreningen Asylvenner Jammerbugt har set dagens lys i forbindelse med en stiftende generalforsamling, som fandt sted umiddelbart før jul.

Foreningens formål er bl.a. at fortælle de mange positive historier om folk, der er på flugt fra bl.a. krigsramte områder og om deres forventninger til det nye samfund og den nye kultur de muligvis fremover skal være en del af.

- De negative historier hører man nok af, og har man ikke personligt kendskab til folk på flugt, får man nemt det indtryk, at alle er forbrydere og potentielle terrorister. Og det er jo slet ikke rigtigt, siger formand for den nye forening, Karsten Højen.

- De, der kommer til landet, er mennesker som dig og mig, som ønsker det bedste for sig selv og deres børn og familie - og ikke mindst som ønsker tryghed og at komme i gang med uddannelse eller arbejde. Et venskab med os etniske danskere og en større viden om hvordan vi lever og tænker, står også på de flestes ønskeseddel, fortsætter Karsten Højen.

Foreningen søger nu medlemmer, og foreningens første store arrangement bliver en besøgsdag, hvor man ønsker, at danske hjem åbner sig for en eller flere asylansøgere et par timer en søndag i marts.

Rigtig mange flygtninge efterlyser et større kendskab til, hvordan vi som danskere lever og tænker. Mange kommer fra samfund og kulturer, hvor man er vant til at møde mange mennesker og have socialt samvær udendørs på gader, pladser og cafeer, og derfor har de svært ved at forstå hvorfor danskere altid opholder sig indendørs i private hjem. Mange føler, at det er svært at komme i kontakt med danskere.

Foreningen søger derfor familier, der vil åbne deres hjem for besøg af et par flygtninge eller en flygtningefamilier nogle timer søndag den 19. marts fra ca. kl. 16:00.

Senere vil foreningen lave andre arrangementer som bringer asylansøgere og danskere sammen - f.eks. fælles arrangementer med musik, dans og spisning, teaterforestillinger, samarbejde med det øvrige foreningsliv og kulturinstitutioner i Jammerbugten.

Lokale i Jammerbugten, der ønsker at modtage besøg eller at melde sig ind i foreningen, kan sende en mail til asylvenner@gmail.com eller kontakte formanden på tlf. 4037 2585.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden