Lokalpolitik

Ny formand for Venstre i Frederikshavn

Samarbejde med SF koster medlemmer - Afgående formand efterlyser mere blå profil

Jytte Højrup - ny formand for Frederikshavn Venstre.

Jytte Højrup - ny formand for Frederikshavn Venstre.

FREDERIKSHAVN:Jytte Højrup er ny formand for Frederikshavn Venstre.

Formanden gennem de seneste tre år, Peter Bagge-Nielsen, trak sig på generalforsamlingen forleden og overlod pladsen til Jytte Højrup fra Kvissel.

Den ny formand er kendt som en aktiv kvinde, der er formand for Kvissel-Ravnshøj IF, Jytte bor i Kvissel, er gift og mor til to voksne børn.

Hun er kvalitetschef og medejer af marmeladevirksomheden FynboFoods og stiller i øvrigt op til kommunevalget til november, for Venstre.

Alliance med SF koster medlemmer

Frederikshavn Venstre har de seneste år mistet medlemmer. Medlemskartoteket er på to år svundet ind fra 210 til 187 medlemmer.

Ifølge den afgående formand skyldes tilbagegangen dels, at partiet er blevet mindre tålmodig med betalingsopfølgning, dels at Venstre lokalpolitisk lider under alliancen med SF.

- Man kommer ikke uden om, at balancegangen i forhold til SF har gjort Venstre en smule farveløs i byrådet. Den blå farve har ikke altid været til at få øje på, sagde Peter Bagge-Nielsen i sin beretning.

Behov for stærkere blå profil

- Jeg ved godt, at det er det muliges kunst, når man skal være enig med SF, men i år er det valgår, og så tror og håber jeg, at vores profil og kommunikation bliver skærpet og pudset af.

- Vi skal i hvert fald ikke gå til valg på at få et flertal med SF. Vi skal gå til valg på et borgerligt flertal - og efter valget forsøge at lave et bredt samarbejde - fortsat med Lars Møller som borgmester, sagde Peter Bagge-Nielsen.

Besparelser frem for skattestigning

Han pegede på forskellige muligheder for at få den offentlige sektor til ”at gå længere på literen”.

For eksempel er der et potentiale på cirka 50 mio. kr. i besparelser på skoleområdet, der kunne være et godt alternativ til en skattestigning, påpegede den afgående formand.

Inden generalforsamlingen var de 30 deltagere på rundvisning på MAN Diesel PrimeServ Academy med direktør Poul Knudsgaard som guide.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst