Uddannelse

Ny hudlæge klar i april

Nu får det nordlige Vendsyssel sin længe ventede hudlæge. Det er den 37-årige Helene Ringe Holmgren.

Helene Ringe Holmgren er snart klar med den længe ventede hudklinik. Arkivfoto: Peter Broen
Helene Ringe Holmgren er snart klar med den længe ventede hudklinik. Arkivfoto: Peter Broen

Hun slår dørene op for sin klinik på Parallelvej 29 i Frederikshavn 2. april. Helene Ringe Holmgren stammer fra Horsens. Hun er uddannet som læge fra Odense Universitet, efterfulgt af et turnusforløb i Danmark. Derefter rejste hun til Sverige, hvor hun er uddannet som Dermato-venerolog (hudlæge) ved Länssjukhuset Ryhov i Jönköping. Hun blev godkendt med svensk autorisation som speciallæge i Dermato-venerologi i april 2009. Den danske autorisation som speciallæge fik hun i sommeren 2011. Frederikshavn har været uden hudlæge i flere år. Derfor etablerede Region Nordjylland for et par år siden en klinik til lysbehandling på sygehuset i Frederikshavn, så hudpatienter slap for en lang transport. Nu er problemet løst med den nye hudlæge, og derfor lukker lysbehandlingen på sygehuset. I sin tid i Sverige var Helene Ringe Holmgren blandt andet amtsansvarlig for seksuelt overførte sygdomme og bensårsansvarlig i Småland. Netop bensår har Helene Ringe Holmgrens største interesse, men den kommende klinik i Frederikshavn kommer til at tilbyde flere specialer inden for dermatologien - blandt andet altså den nævnte behandling i lyskabine. Helene Ringe Holmgren forventer også at kunne tilbyde røde bade, som bruges i forbindelse med kløe og eksem. Behandlingerne vil også inkludere æstetisk dermatologi - altså skønhedsbehandlinger, der i dette tilfælde er behandlinger med henholdsvis Botox og laser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden