Ny hundeskov i Frederikshavn
I den nordvestlige bydel af Frederikshavn er der åbnet en ny hundeskov. Det glæder især blinde i området
FREDERIKSHAVN: Firbenede væsner med logrende hale og snuden svævende få centimeter over jorden løb rundt i den nyåbnede hundeskov i udkanten af Frederikshavns nordvestlige bydel.
Omkring 30 hunde og deres tobenede venner var forbi for at deltage i indvielsen af den tredje hundeskov, som Park & Vej har etableret i Frederikshavn Kommune.
Behov for ny hundeskov
I Bannerslund og i Sæby ligger der i forvejen to hundeskove, som er meget velbesøgt.
- En publikumstælling i Bannerslund Hundeskov har vist, at der årligt kommer 27.500 besøgende. Så hundeskoven her vil formentlig tage noget af trykket fra hundeskoven i Bannerslund, siger Steen Heftholm fra Park & Vej
Den nyanlagte hundeskov ligger i et bevokset område, når man drejer fra Vendsysselvej og ind ad Stenmårvej.
Inden åbningen har Park & Vej været i gang med en større oprydning af skovarealer, der var fuldstændig ufremkommeligt og tilgroet. Der er blevet anlagt stier, sat hegn op, ryddet krat og sat borde og bænke op.
Især godt for blinde
Lene Knudsen var en af de fremmødte, der som blind sætter stor pris på, at der nu kommer en hundeskov tættere på Frederikshavn.
- Nu ligger det så tæt på mit hjem, at min hund og jeg selv kan finde herover og bruge hundeskoven. Det er rigtig godt, siger hun.
Lene Knudsens hund Onita var ikke den eneste førerhund, der var repræsenteret. Ved åbningen lavede Dansk Blindesamfund opvisning, og de var også tilfredse.
- Hundeskove er et rigtig godt sted at komme som blind. Her er det muligt at slippe hundene løs, så de kan få lov at lege, samtidig med, at der stadig er kontrol over, hvor de er, siger Preben Christen
sen, der er førerhundeinstruktør i Dansk Blindesamfund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.