Ny Jysk snart klar til at åbne
ERHVERV: Jysk er klar til at flytte ind i ny og større butik i Brønderslev langs hovedvejen ved siden af Jem & Fix
20. november er Jysk klar til at åbne i den ny butik, de har bygget på Jernaldervej i Brønderslev.
Butikschef i Jysk Mikkel Buus Jensen knokler lige nu med at få flyttet Jysk butik nummer 62 i Danmark fra Østergade 63 til Jernaldervej 5.
Her ligger den nye butik skulder ved skulder med Jem & Fix til den ene side og tankstationen Q8 til den anden.
- Det er fantastisk. Jeg glæder mig helt vildt og har sådan en wauw-fornemmelse i kroppen. Den nye butik er jo meget mere lys, venlig og indbydende. Det er en Jysk version 3.0, hvor den gamle i Østergade er en 2.0, siger Mikkel Buus Jensen.
I den gamle butik må både kunder og ansatte op og ned af trapper, hvis der er brug for at kigge på senge og møbler. Sådan bliver det ikke i den nye butik.
- Nu får vi kun én etage, men den er til gengæld på hele 1147 kvm. Samtidig får vi et stort, moderne lager, hvor vi kan have alle vores lagervarer, så vi slipper for at skulle ud og rode i tre forskellige containere, hver gang vi skal hente varer, fortæller Mikkel Buus Jensen, der også hæfter sig ved, at der bliver masser af parkeringspladsen og meget bedre forhold for at hente og bringe varer.
- Desuden får vi også et overdækket outdoor-område på over 100 kvm, hvor vi kan præsentere havemøbler. Det bliver rigtig godt, når det bliver forår, siger Mikkel Buus Jensen.
Lige nu har de fem medarbejdere travlt med flytningen, så alt kan være klar til butikkens åbningsdag, 20. november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.