Frederikshavn

Ny kaffebar i gammel stil

Anja Britt Honoré har åbnet Pinky´s i Danmarksgade 34 A

Anja Britt Honoré har indrettet den nye kaffebar i retro-stil. Foto: Kurt Bering
Anja Britt Honoré har indrettet den nye kaffebar i retro-stil. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

FREDERIKSHAVN:Lørdag åbnede Anja Britt Honoré sin nye forretning, som hun har valgt at kalde Pinky’s kunst og kaffe.

Anja Britt Honoré realiserede dermed en gammel drøm om at kombinere sit arbejde som kunsthåndværker med muligheden for at servere kaffe og kager for gæsterne.

- Jeg elsker at hygge om gæsterne, og efter at have arbejdet med denne drøm i et års tid, var det fantastisk endelig at kunne åbne, fortæller Anja Britt Honoré.

I seks-syv år har hun drevet en kunsthåndværkerbutik i Skagen sammen med en kollega. Den aktivitet kombinerede hun med arbejdet som koordinator på billedkunstskolen i Frederikshavn Kommune.

- Da billedkunstskolen blev sparet væk, overvejede jeg selvfølgelig længe, hvad jeg så skulle. Resultatet blev min nye butik i Frederikshavn. Det er dejligt ”at komme hjem” til Frederikshavn igen, konstaterer Anja Britt Honoré.

I kaffebaren, der er indrettet i retro-stil med gamle møbler og møbler, hun selv har lavet, er der plads til cirka 20 siddende gæster.

Kunsthåndværkerdelen rummer dels hendes egne produktioner, dels var fra kolleger i hele landet.

- Der er tale om unika, små fine ting til overkommelige priser, lover Anja Britt Honoré, der selvfølgelig håber, at både de lokale og turisterne vil tage godt imod den nye butik.

Hun har ingen forventning om at ”tjene fedt” på butikken.

- Bare der er til husleje og mad, bliver jeg glad, understreger Anja Britt Honoré.

Der vil være åbent mandag til lørdag i dagtimerne.

- Nogle lørdage aftener vil jeg desuden arrangere workshops, musikalske indslag, foredrag og lignende, slutter hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden