Ny købmand klar i Vestbjerg
Kiwi lukker - i stedet åbnes Spar-købmand
Opdateret kl. 15:41
VESTBJERG: Det er en købmand med mange års erfaring, der står i spidsen for den kommende SPAR i Vestbjerg.
24. september er sidste åbningsdag i den nuværende Kiwi på Blomsterbakken, og 7. oktober slår Kasper Anker Hansen dørene op til sin nye butik på samme adresse.
- De to uger bruger vi på at sætte butikken i stand og skifte alt inventar, vi skal jo gøre klar til et helt nyt butikskoncept. Fremover bliver det mere supermarked end discount, siger han om skiftet fra Kiwi til SPAR.
41-årige Kasper Anker Hansen er vokset op i Hirtshals og flyttede efterfølgende til Hjørring, hvor han i dag bor sammen med sin kæreste og parrets tre-årige datter.
- Jeg kom i lære som købmand, da jeg var 25 år, og arbejdede derefter i dagligvarebutikker de følgende 15 år - de fleste som butikschef, siger Kasper Anker Hansen.
Årene i dagligvarebranchen blev fulgt af et job som virksomhedskonsulent på Jobcenter Hjørring.
- Men det har altid været min drøm at blive selvstændig købmand, og da jeg så muligheden for at blive butiksejer i Vestbjerg, slog jeg til. Det er altid faldet mig naturligt at arbejde med dagligvarer, her føler jeg mig hjemme. Jeg kan lide at stå op klokken 5 og gå på arbejde, siger han.
- Jeg har fundet det job, jeg er skabt til. Det er en livsstil. Og så sætter jeg stor pris på den daglige kontakt med kunderne.
Samspillet med det omkringliggende samfund er også noget, købmanden prioriterer.
- Som forretningsdrivende er det vigtigt at støtte op omkring lokalsamfundet, det kan for eksempel være lokale avlere, hvis produkter jeg gerne vil have i sortimentet, siger Kasper Anker Hansen.
- Derudover handler det om at tilpasse butikken efter Vestbjerg og det, kunderne efterspørger.
Størstedelen af det nuværende personale fortsætter i SPAR-butikken, hvor åbningsdagen blandt andet byder på nyheder og forskellige aktiviteter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.