Ny kordegn og organist
Ny organist vil gerne være med til at skabe en sangkultur omkring kirken
Opdateret kl. 09:06
DRONNINGLUND: - Jeg har altid arbejdet med kor og musik. Jeg kan faktisk slet ikke lade være, fortæller Dronninglund Kirkes nye organist, Susanne Rasmussen, mens hun er i fuld gang med at indrette sit kontor i det nye kirkegårdskontor.
Hun er uddannet lærer, men har efterfølgende taget præliminær organisteksamen og haft stillinger ved Ajstrup Kirke og ved Løvvang Kirkecenter i Nørresundby.
- Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg vil gerne være med til at skabe en sangkultur omkring kirken og gerne involvere kor meget mere. For mig er det vigtigste instrument i kirken sangstemmen. Det er den, der skaber fællesskab i musikken, fortæller hun.
- Det er noget, jeg brænder for. Man kan ikke starte for tidligt, og derfor har jeg også planer om at starte babysalmesang. Musikken og bevægelserne påvirker børnene. Det samme gør rummet. Akustikken påvirker dem, og nu, hvor mange salmer er på vej i glemmebogen, er det noget af det, vi kan gøre for at bevare salmerne, fastslår hun.
Som organist går en stor del af hendes tid med at øve på det store orgel i kirken.
- Jeg øver mig rigtig meget. Musikken skal have en vis kvalitet, og det kræver, at man øver sig. Det gør jeg mest om lørdagen, for mens kalkmalerierne restaureres, kan jeg ikke spille i hverdagen. Det vil jeg ikke udsætte håndværkerne for, ligesom jeg også skal have ro for at kunne koncentrere mig ordentligt. Men det går, og jeg nyder det, fortæller Susanne Rasmussen, der er født i Skagen, men nu bor i Nørresundby.
Også kordegnen i kirken er ny. Det er Helle Dianna Bruun, der også er uddannet lærer, men som altså nu har skiftet spor.
- Jeg stoppede for flere år siden som lærer på grund af sygdom. Siden har jeg så haft forskellige jobs som bl.a. dagplejer, fortæller hun.
- Det var min svigermor, der gjorde mig opmærksom på denne stilling. Jeg vidste faktisk ikke, hvad en kordegn lavede, så det måtte jeg google. Da jeg læste om opgaverne, blev jeg meget interesseret og mente, at det lige var noget for mig. Jeg søgte og fik stillingen, og det er jeg meget glad for og nyder mit arbejde.
Hun skal som kordegn bl.a. modtage og registrere anmeldelser af fødsler og dødsfald.
- Det er en stor del af mit arbejde. Det sker i dag elektronisk, så meget af min tid foregår ved computeren. Jeg er også sekretær for præsterne og for menighedsrådet.
- Desuden skal jeg stå for menighedsbladet og for hjemmesiden. Det er mange forskellige ting, og det er lige mig. Jeg er også i kontakt med mange mennesker hver dag, og det passer mig fint, så jeg er virkelig glad for mit nye arbejde, slutter Helle Dianna Bruun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.