Detailhandel

Ny leder skal findes for tredje gang

Hjortdal Købmand må sige farvel til leder nummer to inden for kort tid. Første gang var det samarbejdsvanskeligheder. Denne gang er det afstand mellem bopæl og arbejdssted, der er problemet

Tine Bilgram er ærgerlig over, at bestyrelsen bag Hjortdal Købmand igen skal finde en ny leder. Arkivfoto: Martin Damgård.
Tine Bilgram er ærgerlig over, at bestyrelsen bag Hjortdal Købmand igen skal finde en ny leder. Arkivfoto: Martin Damgård.

HJORTDAL: Købmandsbutikken i Hjortdal lever en omskiftelig tilværelse, når det gælder lederposten.

Butikken åbnede 5. juni 2013 og allerede efter blot fire uger, var den socialøkonomiske virksomhed uden leder. I sensommeren blev Anne Grethe Thomsen, Løkken, ansat som leder, men hun har valgt at fratræde sin stilling per 1. marts 2014, så nu søger bestyrelsen med lys og lygte efter en ny leder.

- Hun begrunder sit valg med, at hun bor langt væk, og det er for bøvlet for hende, da hun ikke kan træde til med kort varsel i weekender og lignende. Det er selvfølgelig ærgerligt, for vi vil gerne beholde hende, siger Tine Bilgram fra bestyrelsen bag Hjortdal Købmand.

Tine Bilgram erkender, at det kan være svært at være leder i den nystartede virksomhed.

- Vi har jo ingen struktur. Det er noget, der skal skabes, og det kræver meget af en leder, siger Tine Bilgram og fortsætter: Det er da også utrolig uheldigt, at vi i løbet af ganske få måneder skal ansætte en tredje leder.

Der er dog ingen panikstemning i bestyrelsen denne gang.

- Da vi pludseligt stod uden leder i sommeren 2013, var der lidt panik i bestyrelsen. Det er der ikke nu, for Anne Grethe vil sørge for oplæring af den nye leder, siger Tine Bilgram, der betegner samarbejdet med den snart forhenværende leder som godt.

Foruden lederen er der ansat en købmand, Dorthe Madsen, og en projektmedarbejder, Rolf Christensen.

Der afholdes et orienteringsmøde for interesserede jobansøgere mandag 13. januar i lokalerne hos Hjortdal købmand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden