Ny mand ved roret i LO Vendsyssel

Cai Møller har overladt formandsstolen i LO Vendsyssel til Michael Bue Nielsen fra Hjørring

Hans Christensen
Cai Møller (tv) er stoppet som formand for LO Vendsyssel. Fremover er det Michael Bue Nielsen, der skal styre LO's stolte skib. Formandsskiftet blev fredag markeret ved en velbesøgt reception på Frederikshavn Produktionsskole i Elling. Foto: Kurt Bering
Elling 24. marts 2018 18:36 - Opdateret 25. marts 2018 11:29

ELLING: - Jeg bliver 66 om halvanden måned, og det skal ikke være pensionister, der laver arbejdsmarkedspolitikken. Derfor har jeg for længst meddelt, at jeg stoppede i år.

Det siger Cai Møller, der siden generalforsamlingen onsdag aften i Møllehuset har kunnet sætte et "forhenværende" foran på visitkortet som formand for LO Vendsyssel.

På generalforsamlingen blev han afløst af Michael Bue Nielsen (46) fra Hjørring, der skal løfte den tunge arv efter en af fagbevægelsens veteraner, der i fire årtier har kæmpet for at forbedre forholdene på arbejdsmarkedet og sikre lønmodtagerne ordentlige arbejdsforhold.

Hans Christensen
Michael Bue Nielsen er aktiv i Socialdemokratiets partiorganisation i Hjørring og har også stillet op for partiet ved de seneste valg.

Krudtfabrikken i Elling

Cai Møller blev formand for LO Frederikshavn i 2006, og har til i onsdags været formand for LO Vendsyssel siden fusionen mellem Hjørring og Frederikshavn i 2012.

Men hans interesse startede helt tilbage på Ammunitionsarsenalet i Elling, populært kaldet Krudtfabrikken, hvor han i 1979 første gang blev valgt som tillidsmand.

- Jeg så nogle urimeligheder og gjorde opmærksom på det. Og stikker man næsen frem, må man også tage ansvar. Har du sagt A, må du også sige B, siger Cai Møller, der i 1981 kom i skole hos den gamle SiD-formand i Frederikshavn, Svend Nicolajsen. I 1991 blev han formand for SiD og rykkede ind på kontoret i Skippergade, hvor 3F, som forbundet hedder i dag, stadig har hovedsæde.

Hans Christensen
Fredag var der fuldt hus til afskedsreceptionen for Cai Møller på Frederikshavn Produktionsskole på Tuenvej i Elling.

Resultatorienteret

Inden fusionen, der førte til 3F, var Cai Møller skiftet til et job som kontorchef i HK, hvor han også var med til at forberede en fusion mellem Hjørring og Frederikshavn, og sideløbende har han arbejdet som selvstændig konsulent for en række virksomheder og kommuner. Altid løsningsorienteret og med blik for, hvordan vi kan sikre fortsat udvikling, inspiration og arbejdsglæde.

I 1990 blev Cai Møller valgt til Frederikshavn Byråd for Socialdemokraterne, og her sad han indtil kommunalreformen i 2007, hvor han selv valgte at stoppe.

Som LO-formand har han siddet i en lang række institutionsbestyrelser, det lokale arbejdsmarkedsråd, erhvervsrådet, Fontænehuset, Knivholts Venner, Produktionsskolens bestyrelse med meget mere.

Alle årene har kalenderen været tætpakket, så den nu forhenværende LO-formand glæder sig til et nyt kapitel, der for første gang siden 1979 ikke er kalenderstyret.

Nu vil han kaste sig over nye opgaver, trække på sit store netværk og dyrke sine musiske og kreative interesser. Og ikke mindst nyde at få mere tid til børnene, svigerbørnene og børnebørnene, naturligvis.

Hans Christensen
Foto: Kurt Bering

Ny mand ved roret

Den nye formand for LO Vendsyssel, Michael Bue Nielsen, er 46 år og bor i Sønderlev ved Hjørring.

Han er uddannet tømrer og har sidste arbejdsdag som sådan nu til påske, inden han sætter sig i LO-formandsstolen på Frilandsvej i Hjørring.

- Jeg er ikke skolet fagforeningsmand ligesom Cai. Men jeg er blevet anbefalet og opfordret til at stille op. Jeg har været aktiv i træ-, industri-, byg og sidenhen i 3F, siger Michael Bue Nielsen, der de seneste to valg har stillet op for S i Hjørring. Han er også aktiv leder for de grønne spejdere i Skallerup og divisionsleder i de grønne spejdere i Vestvendsyssel.

Hans Christensen
Michael Bue Nielsen, ny formand i LO Vendsyssel. Foto: Kurt Bering

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...