Ny natklub med gamle materialer
Barbara’s er det nyeste skud på stammen i Hjørrings natteliv
HJØRRING: Det kan være svært at se forskel på, hvad der er byggerod og gennemtænkt indretning, når man træder ind på i lokalerne på Søndergade 7.
Adressen, der tidligere huserede baren Peggy Sue, får nyt liv, når den nye natklub Barbara’s åbner fredag 23. februar.
Store dele af det nye sted er indrettet med genbrugsmaterialer, der vil stå skarpt, når byggerodet er væk, forsikrer medejer Mikkel Hørby.
- Vi går efter at holde en stil med et meget rustikt look, som man blandt andet kender det fra New York-lejligheder. Det er noget nyt, som Hjørring ikke har set før og måske også har manglet lidt, siger han.
Indretningen består blandt andet af bordplader, der er lavet af et ca. 35 år gammelt gulv, en væg lavet af gamle paller, og subwoofere, der er indrammet i fiskekasser fra Hirtshals.
- Det er fedt at kunne benytte nogle lokale genbrugsmaterialer og give dem nyt liv. Jeg vil skyde på, at 50 procent af indretningen er genbrug. Det er nærmest kun selve baren, der er ny, fortæller Mikkel Hørby.
En modnere målgruppe
På samme adresse ovenpå Barbara’s ligger Buddy Holly. Men hvor Buddy Holly henvender sig til det lidt yngre publikum, er det planen, at Barbara’s skal stå i kontrast til det, fortæller medejer Peter Søby Kristensen.
- På et tidspunkt rammer man en alder, hvor Buddy Holly ikke lige er det fedeste længere. Med Barbara’s vil vi gerne give noget til det mere modne publikum. Noget vi også kan spejle os selv i, siger han.
Både indretningen men også barens sortiment skal være med til at tiltrække den målgruppe, som Peter Søby Kristensen taler om.
Der vil blandt andet være et bredt udvalg af specialøl og et stort cocktailkort med en hel sektion udelukkende til gin & tonic.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.