Ny plads til butikker i Skørping

Teknik- og miljøudvalg vil drøfte muligheden for butikker på Rytters Plads i Skørping

Borgermødet om planen for Skørping midtby trak mandag eftermiddag mange interesserede til Kulturstationen. Foto: John Jensen

Borgermødet om planen for Skørping midtby trak mandag eftermiddag mange interesserede til Kulturstationen. Foto: John Jensen

SKØRPING:Skal alle nye dagligvarebutikker i Skørping placeres ved det nuværende center, eller skal der være mulighed for at placere en større butik på Rytters Plads.

Sådan lød én af de problemstillinger, formanden for teknik- og miljøudvalget, Gert Fischer (V), tager med til yderligere drøftelse efter borgermødet mandag på Kulturstationen.

Mødet var indkaldt dels for at fortælle om arbejdet med midtbyplanen for Skørping og dels for at lytte til borgernes idéer.

- Det var et godt møde, hvor jeg især hæftede mig ved tre ting. For det første ønsket om at kunne bygge butikker på Rytters Plads, hvor udkastet lægger op til, der udelukkende skal være boliger. For det andet et ønske om, vi lader det tomme byggefelt ved Skørping-centret indgå i det grønne område. Og for det tredje give mulighed for, der kan bygges på Markedspladsen ved Sverriggårdsvej, siger Gert Fischer, der understreger, at midtbyplanen skal lægge retningslinier for fremtidige byggeprojekter, vel vidende, at ikke alle byggerier fra de senere år kan leve op til planen.

Baneprojekt hævede pulsen

Pulsen steg mod mødets slutning, da politikerne endnu en gang viste sig uvillige til at ændre i byrådets beslutning om at satse på en løsning med en gangtunnel og en bro ved stationen i Skørping.

En borgergruppe ønsker en løsning at satse på en løsning med udelukkende en tunnel af hensyn til stationsmiljøet, men toget er kørt for den løsning, lød det fra politikerne.

Det får dog ikke borgergruppen til at opgive kampen for sin idé, lyder det fra en kampklar formand, Ove Nielsen.

- Slet ikke. Det her er forhastet igennem på et forkert grundlag, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.